DSV-aktien på vej mod europæisk top
Lørdag den 19. juni 2010, 12:03
Det danske transportselskab scorer nogle af de bedste anbefalinger i Bloombergs nyeste liste over Europas bedste aktier.
Det er ingen hemmelighed, at DSV er et særdeles sundt selskab med gode indtjeningsmuligheder. Alligevel kommer det som en overraskelse, at selskabet placerer sig som nummer 40 på den nyeste liste over de mest anbefalelsesværdige selskaber i Europa.
Ifølge DSV-analytiker i Sydbank Jacob Pedersen skyldes det primært en super god forretingsmodel, som ikke ret mange andre kan matche.
Læs også: Her er Europas bedste og værste aktier
"De ligger i de rum mellem dem, der foretager den fysiske transport, nemlig rederierne og flyselskaberne, og dem, som har varen. DSV's forretningsmodel er meget let, hvor flyselskaber har svært ved at fylde deres fly i dårlige tider. Her har de bare skruet en model sammen, som står usædvanlig godt, også i dårlige tider," siger Jacob Pedersen.
Den seneste tid har vist, at selskaber som SAS og A. P. Møller-Mærsk ikke kunne klare sig ud af de dårlige tider med overskud. Men det kunne DSV.
Læs også: William Demant-aktien blandt Europas værste
"Samtidig med at de har en god forretningsmodel, har de også vist sig fantastiske til at skabe vækst og værdi gennem opkøb," siger Jacob Pedersen.