Iværksætternes erfaring er guld værd

Torsdag den 11. juni 2009, 16:50

Genbrug af viden fra en tidligere succes giver muligheder for nyt elbil-koncept, men der skal flere investorer til at løfte opgaven, vurderer vækstpanelets ekspert.

Folkene bag det nye elbil-projekt, som beskrives i denne udgave af vækstpanelet, er erfarne iværksættere. De har tidligere vist, at de kan præstere en succces. Og kombinationen af iværksættererfaring og en tidligere succes vægter højt hos Villy Jæger, business-angel, og p.t. direktør i Skandinavisk Køkkengruppe. Villy Jæger er et af medlemmerne i vækstpanelets korps af investeringseksperter.

Villy Jæger kan også godt lide, at Lars Munksø og Brian Hoehl genbruger deres viden fra et tidligere projekt:

- Det ser vi faktisk ikke så tit, siger Villy Jæger, der umiddelbart mener, at såvel batteriteknologien som det tilhørende betalingssystem er udtryk for en høj grad af nytænkning.

Han vurderer også, at mulighederne for at raealisere projektet er relativt gode - blandt andet, fordi de to iværksættere tidligere har haft kontakt til investerings-miljøet og ved, hvad der kræves.

Han foreslår, at investeringen spredes på flere investorer, da det er ret kapitaltungt og i øvrigt et af de største projekter, der har været præsenteret i ErhvervsBladet.dk's vækstpanel.

Han ser desuden et betydeligt økonomisk potentiale, men peger også på, at der er en stor risiko. Mange har forsøgt sig med elbil-koncepter, men ingen koncepter er endnu slået an i stor skala, selv om alle efterlyser miljø-rigtige transportformer.