SAS foretager ny kapitaludvidelse
Tirsdag den 9. februar 2010, 08:18
Kriseramte SAS vil udbyde nye aktier for 5 mia. svenske kr. De fire største aktionærer - dvs. de nordiske stater og Wallenberg-fonden - støtter emissionen.
Det går stærkt med at bruge penge i SAS, og flyselskabet vil nu gennemføre endnu en kapitaludvidelse på 5 mia. svenske kr. (3,7 mia. danske kr.) for at ruste selskabet til fremtiden. Det oplyser SAS i forbindelse med selskabets regnskab.
Den nye emission kommer, efter at SAS sidste forår gennemførte en aktieemissionen, der indbragte 6 mia. svenske kr.
SAS oplyser, at de nordiske statslige aktionærer samt den største private aktionær, Knut og Alice Wallenberg Stiftelse bakker op om den nye emissionen. Staternes opbakning afhænger dog af, om de nationale parlamenter godkender, at der postes nye beløb i SAS.
Det er meningen, at Danmark skal deltage i kapitaludvidelsen med aktiekøb på 525 mio. kr.