Minister kritiseres for renoveringspulje
Mandag den 8. juni 2009, 06:49
To måneder efter renoveringspuljen blev sat i søen, har håndværkerne stadig ikke oplevet øget beskæftigelse.
Lønmodtagere, arbejdsgivere og opposition langer ud efter økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) for sin administration af renoveringspuljen, skriver Ugebrevet A4. Selv om puljen skulle sætte gang i beskæftigelsen i byggebranchen, står alting fortsat stille, og sådan har det været i flere måneder.
Foreløbig er det kun de 85 vikarer som er tilkaldt for at behandle danskernes 117.000 ansøgninger til puljen, som kan bryste sig af at have fået beskæftigelse som følge af renoveringspuljen.
Faktisk mener forretningsfører i BAT-Kartellet, at puljen ligefrem har forværret beksæftigelsen i byggebranchen, fordi kun halvdelen af ansøgningerne er blevet behandlet.
- Uanset hvor sort det ser ud, plejer ledighedskurven altid at knække i april og maj måned. Det gjorde den ikke i år. Og da april var ekstraordinært tør, så er det ikke vejret, som er forklaringen, siger han til ugebrevet.
Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri Kathrine Stampe Andersen fortæller, at byggeriet er gået i stå netop på grund af renoveringspuljen.
- Der sker jo det, at alle bare indhenter tilbud, og så går alt ellers i stå. Nu er forårsomsætningen røget, og arbejdet ser ud til at skulle laves over sommeren. Derfor går vi fra ikke at have noget at lave til at have meget travlt, og det har en uheldig beskæftigelseseffekt, siger Kathrine Stampe Andersen til LO's ugebrev.
Hos Socialdemokraterne, som stemte imod puljen, kritiserer boligordfører Thomas Jensen ministeren for dårlig administration af puljen. Og i Erhvervs- og Byggestyrelsen indrømmer vicedirektør Henning Steensig, at det ikke er gået hurtigt nok med sagsbehandlingen. Samtidig påtager han sig i stedet for ministeren ansvaret for problemet, som ifølge ham skyldes et fejlskøn af, hvor mange ansøgninger, der rummede fejl og derfor ville gøre behandlingen mere tidskrævende.
- ulha