Business.dk

Klar bane for rabatkuponer

Foto: Linda Henriksen

Foto: Linda Henriksen

Regeringen bøjer sig for EU-dom og giver nu de danske virksomheder et nyt og kontroversielt markedsføringsredskab.

Marketingchefer og forbrugere kan godt begynde at forberede sig. Rabatkuponerne er på vej.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) meddeler til Berlingske Business, at en arbejdsgruppe på tværs af en række ministerier senest i næste uge vil sende et forslag til høring, der skal ophæve det generelle forbud mod brugen af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i danske virksomheders markedsføring.

I dag er det ulovligt at indrykke en annonce, der giver 20 procent rabat, hvis man klipper den ud af avisen og tager den med ned i butikken. Det er også ulovligt at lade kunden samle mærker eller stempler ind, så de eksempelvis kan få den 11. pizza gratis, medmindre pizzamanden også tilbyder kontant udbetaling, ligesom der er forbud mod at lave konkurrencer, man kun kan deltage i, hvis man køber et bestemt produkt.

Bøjer sig for EU
Meldingen fra ministeren betyder, at Danmark nu er klar til at bøje sig for en EF-dom fra foråret, der slår fast, at det er i strid med EU-reglerne at forbyde brugen af rabatkuponer over en bred kam.

»Da bestemmelserne om rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i markedsføringsloven er generelle forbud, står det således klart, at det vil få konsekvenser for reglerne,« lyder det i et skriftligt svar fra Lene Espersen til Berlingske Business.

»Præcis hvordan den fremtidige regulering kommer til at se ud, herunder hvilke betingelser virksomhederne vil kunne gøre brug af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer, er netop det, som arbejdsgruppen skal komme med et forslag til,« meddeler ministeren.

Hun var ellers klar i mæglet, da hun ved årsskiftet slog fast, at der ikke ville blive kuponkaos i Danmark, og at hun efter dialog med EU-Kommissionen havde besluttet at bevare de danske forbud for rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i markedsføringsloven. I foråret kunne Business berette om dommen fra EF-Domstolen. En dom, der allerede har fået Norge til at ophæve et lignende forbud, men som indtil nu er blevet mødt med tavshed fra den danske regerings side.

Lang proces
»Det har taget noget tid, men jeg mener, at det i en sådan situation er meget vigtigt at undersøge alle muligheder og komme ud i alle krogene,« meddeler ministeren.
Når forslaget har været til  høring, skal det forelægges Kommissionen, og ministeren forventer, at det endelige forslag vil blive fremsat i foråret. Et år efter dommen.
Den lange proces undrer advokat David Frølich, Danders & More, der lever af at rådgive virksomheder om, hvad de må og ikke må i forhold til markedsføringsloven.

»Jeg kan ikke se, at det er så vanskeligt. Når man nu erkender, at man ikke må have et generelt forbud, og man i markedsføringsloven allerede har en bestemmelse om, at virksomhederne skal opføre sig ordentligt. Jeg kan frygte, at det er fordi, at man alligevel forsøger at forhindre denne form for markedsføring ad bagvejen ved at lave så skrappe retningslinjer, at det ikke kan lade sig gøre i praksis - selvom det generelle forbud ophæves,« siger han og vurderer, at det i givet fald vil ende med, at Danmark for endnu en EU-sag på halsen.

Selv om både Coop og Dansk Supermarked ved flere lejligheder har tilkendegivet, at de ikke vil have de klassiske rabatkuponerne inden for dørene, vurderer David Frølich, at der er stor interesse for moderne versioner af denne type markedsføring. Især blandt supermarkederne og leverandørerne til detailhandlen. Hos Forbrugerombudsmanden ønsker man på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagen, men henviser til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Her oplyser man, at de igangværende sager om overtrædelse af forbuddet er sat i bero.