Smedegaards sidste stik
Torsdag den 18. oktober 2007, 03:30
Det giver god mening, at to af bryggeriverdenens hårdeste konkurrenter, Heineken og Carlsberg, finder sammen om at overtage Scottish & Newcastle. Et effektfuldt farvel fra Nils Smedegaard Andersen, som placerer Carlsberg i bryggeriverdenens superliga. Heineken tog initiativet.
To af bryggeribranchens hårdeste konkurrenter, hollandske Heineken og danske Carlsberg, har fundet sammen i et fornuftsægteskab, som kan flytte rundt på dusinvis af milliarder og måske blive startskuddet til endnu en konsolidering i branchen.
Øvelsen går ud på at overtage det store engelske bryggeri Scottish & Newcastle (S&N), splitte det op og dele rovet. Carlsberg får Rusland, mens Heineken sætter sig på en stor markedsandel i det ølglade England.
DER ER DOG LIGE det lille problem, at Scottisch & Newcastle angiveligt sætter sig hårdt til modværge ved at kalde overtagelsesforsøget for fjendtligt. Det kan være et taktisk træk for at presse prisen så højt op som overhovedet muligt, men det kan næppe stoppe processen.
Når først sådan en gigantisk virksomhedshandel er sat i bevægelse, er det meget svært igen at stille uret tilbage, som om intet var hændt. Om det bliver Heineken/Carlsberg, der løber med S&N, eller en helt tredje er dog på nuværende tidspunkt meget svært at spå om.
DET ER VÆRD AT LÆGGE mærke til, at der IKKE er tale om et kærlighedsægteskab, men altså et fornuftsægteskab. Eller som aktiemarkedet karakteriserer det: The Perfect Match.
Igennem de seneste årtier har netop Heineken og Carlsberg overalt i verden markedsført sig som et dyrt premium brand og på dette dyre ølmarked konkurreret benhårdt om hyldepladsen.
Den opgave har Heineken løst klart bedst. Heineken er i dag markant større og stærkere end Carlsberg. Men ved at sætte sig på over en tredjedel af det boomende russiske ølmarked, presser Carlsberg sig ind blandt de store i bryggeriernes superliga.
DET OVERRASKENDE partnerskab mellem Heineken og Carlsberg skyldes i sær to stærke og visionære personligheder, som har modet og evnerne til at tage store ricisi. Initiativet kom fra hollænderne.
Den 46-årige belgier, Jean-Francois von Boxmeer, fra Heineken tog simpelthen kontakt til sin nogenlunde jævnaldrende Nils Smedegaard Andersen og forelagde ham ideen for nu efterhånden nogle måneder siden.
Om de to bryggere fandt sammen på en bænk i et eksotisk land eller på et anonymt hotelværelse vides ikke, men begge har åbenbart været superinteresseret i for en stund at lægge den daglige konkurrence bag sig og strikke et overtagelsesforsøg sammen.
Jean-Francois von Boxmeer og Smedegaard er ikke bage jævnaldrende, de kender også begge to deres virksomheder i detaljer efter et parallelt karriereforløb på mere end 20 år i henholdsvis Heineken og Carlsberg.
Smedegaard Andersen var i sin tid også manden bag samejeskabet med norske Orkla, hvor Orkla og Carlsberg i fællesskab ejede Carlsberg Breweries. Det ægteskab kom dog aldrig til at fungere, og det blev også Smedegaard, der igen stod for adskillelsen.
DEN AFGØRENDE POINTE i den historie er dog, at Carlsberg med det fejlslagne Orkla-eventyr stod tilbage med halvdelen af ejerskabet til det russiske guldæg, BBH. Lykkes det nu med satsningen at overtage den anden halvdel i BBH i forbindelse med S&N-raidet, har Smedegaard markeret sig som en topleder med nerver og mod til at kaste sig ud i de største virksomhedshandler overhovedet med dansk deltagelse.
Man kan sige, at han har øvet sig ganske godt i Carlsberg og derfor står godt rustet til sit nye job hos A.P. Møller - Mærsk på Esplanaden, hvor han også kommer til at blive den daglige, øverste ansvarlige for opkøb og investeringer i mange milliarder kroners klassen.
Jobskiftet betyder dog, at det bliver hans efterfølger i Carlsberg Jørgen Buhl Rasmussen og finanschefen Jørn P. Jensen, som kommer til at fuldføre handelen.
Carlsberg vil med S&N-operationen ikke bare gældsætte sig ganske hårdt – men sandsynligvis også finansiere en del af købet ved at udstede nye aktier. Sker det, er det slut med Carlsberg Fondets næsten 150 år lange status som majoritetsaktionær i nationalklenodiet på Valby Bakke.
Med den voldsomme gældsætning kan det dog blive svært for Carlsberg samtidig at give satsningen i Asien den nødvendige power. Men som det ser ud nu, synes muligheden for at overtage hele ejerskabet til det russiske BBH at være sidste chance for en virksomhed af Carlsbergs størrelse.