IT-milliardærernes rumfartseventyr
Søndag den 30. september 2007, 03:00
Amazons Jeff Bezos, Google-gutterne og mange flere markante IT-personer investerer i drømmen om rummet. Charles Simonyi med den danske fortid har allerede været derude.
»Kan jeg mon få lov til at flyve med til månen, selv om jeg bliver køresyg bare ved at se på en taxa?«
Hvilket spørgsmål er det at stille rumturisten og IT-milliardæren, Charles Simonyi, når jeg endelig får chancen for 30 sekunder med manden, vi burde have beholdt i Danmark.
Mit spørgsmål skyldtes dog, at jeg forinden var blevet smittet med rumfartsbacillen under en paneldebat i Boston med titlen »The New Space Race«.
Her hørte jeg, at kommerciel rumfart måske bliver, hvad der skal til, for at vi kan bo på planeter, høste dyrebare ressourcer og overleve, selv om vi måtte ødelægge denne jord.
Jeg hørte også, at statsligt finansierede rumfartsprogrammer efterhånden lugter mere af mølkugler end af månetogter. Kun 450 mennesker har været i rummet, omkostningerne ved at få rumfartøjerne afsted udviser kun et beskedent fald.
Alt det hørte jeg på EmTech 2007 i Boston på den berømte læreanstalt MIT – Massachusetts Institute of Technology. Konferencen handlede om lovende teknologier.
Charles Simonyi var blandt talerne, men ikke om rumfart. Han havde scenen for sig selv for at fortælle om en anderledes måde at udvikle IT-systemer på – en måde, som sikrer tre nærmest umulige ting: At »forretningen«, der bestiller systemet, får nøjagtig, hvad der er ønsket og ikke blot, hvad der er bestilt. Og at IT-systemet leveres til både tid og budget.
I Danmark er Simonyi nok mest kendt som manden, der indimellem lægger til i Københavns havn med sin 73 meter lange lystyacht »Skat«. Han faldt for ordet i dets kærlige betydning, da han tilbage i 1960erne som 17-årig kom fra Ungarn til Danmark for at arbejde for den danske IT-pioner Niels Ivar Bech på Regnecentralen.
Far til Microsoft Office
I IT-kredse er han imidlertid kendt som banebrydende opfinder, mens han arbejdede på det berømte forskningscenter Xerox Parc, og senere for Microsofts Word og Excel.
Da han forlod Microsoft i 2002 var det for at realisere to drømme. Den ene var en tur ud i rummet, og han forlod jorden den 7. april i år for at være derude i godt 13 dage (se charlesinspace.com).
Den anden drøm gælder nye metoder til IT-udvikling. Dem burde jeg have spurgt ind til, men »køresygen« blev faktisk taget alvorligt.
»Endnu ville det ikke kunne gå, men de arbejder jo hårdt på at få stabiliseret forholdene i rumfartøjet,« lød Simonyis svar.
Han investerer dog ikke selv i rumindustrien i modsætning til andre, der er blevet rige på IT. Paul Allen, medstifter af Microsoft, hører til blandt de største investorer. De unge gutter bag Google-sucessen stiftede for få uger siden en pris på 30 millioner dollar, der går til det første private rumfartøj, der lander på månen, og hvis månekøretøj klarer mindst 500 meter. Og jo, der skal også sendes en mail tilbage – med billeder.
Jeff Bezos, der har opbygget succesrige Amazon.com har skabt selskabet Blue Origin, der bygger et rumfartøj. Og den langtidsholdbare, rige IT-guru Esther Dyson investerer også. Hvad der sker nu på rumområdet minder hende om, hvad der skete i de tidligere år for mikroprocessorer og chips.
Ligger i vores DNA
Men hvad drager? Eric Anderson, der står i spidsen for selskabet Space Adventure, udtrykte det således:
»Selvfølgelig skal vi ud i rummet. Det er lige så naturligt for os, som for babyen at begynde at kravle. Det ligger i vores DNA«.
Ifølge ham vil rumturismen skabe økonomien, der gør det muligt for os at blive multi-planet mennesker.
»Rummet er fyldt med de ressourcer, som man kriges om på denne jord,« sagde han med henvisning til metaller, diamanter og solens energi, der ifølge ham skal »tappes« i rummet.
På konferencen fortalte den tidligere astronaut, forskningsingeniøren Franklin Chang Diaz (syv Shuttle-missioner), at han er overbevist om nødvendigheden af private initiativer for at få bragt nyt liv i rumfarten.
Han har siden sin ph.d.-tid på MIT haft fokus på plasmateknologi som drivkraft og har blandt andre patenter et med følgende overskrift: »Variable Specific Impulse Magnetoplasma Rocket« alias Vasimir.
Da han i 2005 forlod Nasa for at stifte Ad Adstra Rocket var det med Vasimir på dagsordnen, og i januar testes en, ny og kraftigere prototype.
Astronautens rum-pakæsel
Det handler ifølge ham ikke om at bringe alle »muskler« med fra jorden. Rumskibet, der benyttes til godstransport, skal »blot« op i favnen på en enhed forsynet med kæmpe solpaneler. En slags rummets pakæsel, der stille og rolig får bragt godset frem.
Nutidens dyre regnestykke er ifølge ham således: Raketten, der fra starten inklusive last vejer 100 ton, ender med kun 16 ton, og hver »flyvetur« koster omkring en en halv milliard dollar. Med solpanel-enheden som »motor« vil det godt nok tage seks måneder at få godset frem, men »benzinen« er gratis, og der kan afleveres hele 60 ton gods.
Nu er klummepladsen desværre løbet ud, men jeg vil forsætte på min blog it-bizzen.blogspot.com, også med Simonyis udviklingsplaner.
Kryds fingre for os med køresyge-tendenser. Jeg selv mangler bare at spare lidt op. Simonyi betalte vist 110 millioner kroner for sin billet.