Er alvoren overhovedet gået op for Riskær?
Tirsdag den 13. marts 2007, 15:15
Efter nogle meget kraftige advarsler ved tidligere retssager, hvor den omstridte finansmand fik det gule kort med betingede domme, trak Københavns Byret i går det røde kort op af lommen.
Syv års ubetinget fængsel til Riskær for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og mandatsvig. Den hårde dom blev som ventet straks anket til landsretten.
Det virker som om alvoren først nu - om end langtsomt - er ved at gå op for Riskær. Eller er den? At man altså bliver straffet for at fifle med andres penge. I to tidligere sager, dels udløberen af Accumulator Invests-sagen og sagen om de franske ejendomme, slap Riskær med betingede domme. Men denne gang mente byretten i København altså, at Klaus Riskær Pedersen er gået langt, langt over stregen i den såkaldte Cybercity-sag. Og dermed distancerer Riskær hærdede folk som Kurt Thorsen, Rasmus Trads, den tidligere valutakonge Henrik Holm-Hansen og de engang så berygtede selskabstømmere. Klaus Riskær Pedersens dom på syv års fængsel placerer sig som en af de hårdeste nogensinde i Danmark for økonomisk kriminalitet.
Riskær er en mand med en drenget charme, som skiller vandene. Det etablerede erhvervsliv slog allerede hånden af Riskær først i 1990'erne. De store banker gennemskuede ham hurtigt og smækkede pengekassen i. Men den fandenivoldske og også iderige iværksætter har fortsat en masse goodwill hos entreprenante mennesker i Danmark, og såmænd også en stor stjerne hos en del unge mennesker på CBS - Handelshøjskolen i København, som ser ham som et forbillede på rigdom.
Riskær kan noget, som vækker stærke følelser hos folk. Han har et fantastisk drive og gå-på-mod, er veltatalende, han sætter sig op mod The Establishment, lader sig ikke kue af autoriteter - det charmerer mange - mens han derimod ikke er begavet med en ganske almindelig snusfornuftig holdning til, hvad der er ret og vrang. Riskær har absolut ikke nogen indbygget stopklods af nogen art. Regler og love ser han stort på. Han bevæger sig i ingenmandsland, og skal man sige noget positivt, er han at placere i det stærke krydsfelt mellem at være gal eller genial, dog klart med en hældning mod fantasten uden jordforbindelse.
Eksperterne vurderer, at syv års fængsel er en usædvanlig hård dom. Og det må næste instans, Østre Landsret, så tage stilling til.
Men forhåbentlig ender Riskær ikke som en finansiel martyr. Der er næppe tvivl om, at konspirationsteorierne vil florere. De mest Riskær-tro væbnere vil fortælle historien om, at storkapitalen, domstolene og resten af det etablerede samfund ganske enkelt har rottet sig sammen for at få Riskær ned med nakken. At han er for smart og for klog for det etablerede samfund, og at han derfor skal kanøfles.
Forhåbentlig forbliver disse tanker og konspirationsteorier ligegyldigheder blandt en lille afvigende stamme. Riskær har haft masser af muligheder, og han kunne sagtens i dag have været en holden mand - på den rigtige side af lovgivningen. Der er altså ikke nok at have talegaver og fantasi udover det sædvanlige. Og glansen går altså noget af Skt. Gertrud, når man scorer gevinster på at tilsidesætte helt almindelige love og regler. Når man så at sige stjæler af kassen.
I et retssamfund skal man ganske enkelt holde sig inden for den lovgivning, som et demokrati har sluttet op omkring. Længere er den ikke.
Og forhåbentlig slipper vi for de soap-opera'er, som Riskærs kampfæller Kurt Thorsen og Rasmus Trads pinagtigt har belemret os med de senere år. Kurt Thorsen var straks ude med en slags støtteerklæring til Riskær om at tænke positivt i disse for Riskær så svære tider.
Det er fint nok at tænke positivit, men almindelig anstændighed skader nu heller ikke.