Minister vil splitte DSB og udvide ejerkredsen
Onsdag den 23. september 2009, 12:13
DSB på aktier. Transportminister Lars Barfoed (K) lægger nu op til, at DSB splittes op i flere selskaber, og at ejerkredser udvides.
Der vil ikke blive tale om en total privatisering af selskabet i form af et salg - men indenfor de nærmeste år kan hele eller dele af virksomheden blive til et aktieselskab.
DSBs administrerende direktør, Søren Eriksen, er glad for regeringens tanker om at sætte DSB på aktier.
- En A/S-model vil kunne sikre DSB friere rammer til at kunne fortsætte den meget positive og kundeorienterede udvikling i såvel Danmark som udlandet, siger Søren Eriksen i en kommentar til planerne.
Transportministeren lægger op til, at størstedelen af DSBs opgaver og aktiver puttes i datterselskaber i aktieselskabsform - og disse datterselskaber kan sælges til private og eventuelt helt frasælges.
- Vi er tilfredse med opbakningen til at gå videre med denne model med at tage private og internationale partnere ind. Vi har allerede rigtig gode erfaringer fra vores budaktiviteter og ikke mindst de vundne operationer i Danmark og Sverige med et frugtbart og gensidigt inspirerende samarbejde med private og internationale selskaber som First Group og franske RATP, siger togdirektøren.
Det er ikke første gang, en konservativ transportminister har sat ejerskabet i DSB på dagsordenen. Den tidligere transportminister Flemming Hansen (K) havde som mål i sin ministertid, at DSB skulle være omdannet til et aktieselskab senest 1. januar 2008, og 25 procent af aktierne skulle være solgt den 1. januar 2009.
/ritzau/