Grønt milliardbidrag er ugennemskueligt

Onsdag den 20. marts 2013, 22:30

Statsrevisorerne anbefaler, at det grønne milliardbidrag på forbrugernes elregning bliver føjet til finansloven og derved gjort mere gennemskueligt. Men regeringen afviser forslaget

Høje skatter og afgifter sender forbrugernes elregning på himmelflugt, og elpriserne i Danmark ligger højere end i de nordiske lande, Tyskland og Storbritannien. Det konkluderer Rigsrevisionen i en beretning, som blev sendt ud sent i går eftermiddag.

Forinden havde de politisk udpegede statsrevisorer holdt møde og vedtaget en udtalelse, hvor de anbefaler, at de offentlige forpligtelser til grøn omstilling – som man betaler i form af PSO-afgift på elregningen – kommer med på finansloven. Der mangler nemlig gennemsigtighed om de årlige milliardudgifter til vindmøller, solceller og andre typer vedvarende energi, påpeger statsrevisorerne.

»Det er et beløb, der er konstant stigende og vil være stigende de kommende år, når man ønsker at udvide brugen af vedvarende energi. Vi mener, det vil være en fordel, at man forholdsvis enkelt kan se, hvad det her koster. Og derfor foreslår vi, at det bliver føjet til finansloven,« siger Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF).

Sidste år løb de danske elforbrugeres bidrag til den grønne omstilling via PSO-afgiften op i 4,7 mia. kroner, og i perioden 2001-2012 har elforbrugerne i alt betalt 48,7 mia. kroner til primært forskellige former for miljøvenlig el, viser en ny opgørelse fra Klima- og Energiministeriet.

Mange milliarder i spil

De store havvindmølleparker vil de kommende år sende yderligere milliardregninger videre til elforbrugerne. Således vil Anholt-parken alene fra 2014 koste elforbrugerne en mia. kroner ekstra årligt, når ejerne DONG Energy, PensionDanmark og PKA skal have dækket forskellen mellem den garanterede pris og markedsprisen på el.

Samtidig viste beregninger fra brancheorganisationen Dansk Energi for nylig, at sammenbruddet i det europæiske CO2-kvotemarked kan koste de danske elforbrugere mere end en milliard kroner årligt frem mod 2020.

Der er altså store beløb i spil, og det er dem, Statsrevisorerne anbefaler, at man skaber større gennemsigtighed omkring. Men regeringen afviser forslaget i en skriftlig kommentar.

»Regeringen finder, at der allerede i dag er gennemsigtighed, da Klima-, Energi- og Bygningsministeriet årligt afgiver en redegørelse til Folketingets klima-, energi- og bygningsudvalg om forhold vedrørende landets el- og gasforsyning, som også omfatter en opgørelse af de årlige PSO-indtægter,« skriver regeringen. Politikerne åbner dog for yderligere åbenhed ved at sende den omtalte redegørelse til andre udvalg og i øvrigt se på spørgsmålet i en planlagt tilskud- og afgiftanalyse.

Det var i går ikke muligt at få uddybende kommentarer fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) eller finansminister Bjarne Corydon (S).

Danmark brød EU-lov

På baggrund af Rigsrevisionens rapport kritiserer Statsrevisorerne også, at Klima- og Energiministeriet med Martin Lidegaard (R) i spidsen først i foråret 2012 blev opmærksomme på, at tildelingen af de såkaldte forsyningspligtbevillinger var i strid med EU-retten. Dermed administrerede ministeriet i strid med lovgivningen i otte år.

»Det er bestemt kritisabelt, at det er foregået på den måde. Men praktisk har det nok ikke haft den helt store betydning, indtil man kom frem til 2011-2012,« forklarer statsrevisorernes formand Peder Larsen (SF).

Forsyningspligtbevillingerne giver et energiselskab ret til at levere strøm i et givent område til de kunder, som ikke selv vælger elselskab.

Ved årsskiftet blev praksis ændret, og det hæfter regeringen sig ved i den omtalte skriftlige kommentar.

Endelig konkluderer Rigsrevisionen, at statens energiselskab DONG Energys priser på forsyningspligtig el – altså til kunder, som ikke selv vælger elselskab – i perioden 2007-2013 lå på niveau med gennemsnitspriserne i Østdanmark. Med andre ord er DONGs priser ikke højere end konkurrenternes, og det er selskabet glad for at få slået fast.

»Nu har vi det sort på hvidt, at vores priser er konkurrencedygtige. Og grunden til, at vi har højere elpriser i Danmark, er, at vi har højere skatter og afgifter,« siger Tomas Lykke Nielsen, direktør med ansvar for privatkunder og kundetilfredshed i DONG Energy.

Hele rapporten kan læses på Rigsrevisionens hjemmeside.