Gode tal støtter USA-aktier

Tirsdag den 19. marts 2013, 15:00

Det amerikanske boligmarked har det bedre.

De amerikanske aktier har allerede rystet det mindre chok af sig, som mandagens politiske uro i Cypern affødte med moderate aktiefald i USA til følge.

Fra start tirsdag er der nemlig atter stigninger at spore på Wall Street. Dow Jones-indekset. Nasdaq-indekset og S&P 500 stiger således alle tre med 0,3 pct. fra start.

Inden åbningstid nåede der at komme lidt godt nyt fra det amerikanske boligmarked, der er vitalt for den økonomiske udvikling i USA, og det ser ud til at påvirke i positiv retning.

Det påbegyndte boligbyggeri steg således til 917.000 enheder fra 910.000 enheder i februar, mens der var ventet en stigning til 915.000 enheder ifølge Bloomberg News.

Samtidig steg antallet af byggetilladelser markant til 946.000 fra 904.000, mens der her var ventet en stigning til 925.000 enheder.

Skodetailkæden DSW skuffede med både omsætning og bundlinje i sit fjerde kvartal, viser regnskabet for perioden, og det tager markedet tilsyneladende ilde op. I hvert fald dykker aktien med 9,8 pct. til 60,46 dollar fra start.

Electronic Arts, der tjener sine penge på computer- og videospil, skal have ny direktør, efter at selskabet har afsat John Riccitiello som konsekvens af vigende salg. Bestyrelsesformand Larry Probst vil lede selskabet, indtil der er fundet en afløser for Riccitiello, skriver Bloomberg News. Electronic Arts leverer regnskab for sit forskudte fjerde kvartal i begyndelsen af maj.

EA-aktien falder med 2,2 pct. til 18,29 dollar.

Der er desuden en smule rampelys til søgemaskinerne Google og Yahoo, der har fået indledt analytikerdækning hos finanshuset JMP. Google har fået anbefalingen "outperform", mens Yahoo får anbefalingen "market perform".

Google løftes med 1,1 pct. til 816,61 dollar fra start, mens Yahoo stiger med 0,8 pct. til 22,18 dollar i den tidlige handel.

Software-selskabet Adobe, der blandt andet er kendt for PDF-programmet Acrobat Reader, leverer regnskab for fjerde kvartal efter markedets lukketid.