Butiksdød, billige øl og bankens bekymringer

Mandag den 18. marts 2013, 12:19

Frøs Herreds Sparekasse er i dag vært for en konference, hvor der bliver stillet skarpt på grænsehandlen - hvor meget betyder afgifterne, og hvordan rammes købmændene egentlig?

Debatten om grænsehandlen bobler kraftigere end kuldioxiden i de danske øl købt ved den tyske grænse. Derfor har en af Syd- og Sønderjyllands største banker, Frøs Herreds Sparekasse, inviteret til konference i København i dag, mandag.

Administrerende direktør i sparekassen, Kurt Jensen, har blandt andet inviteret et hold af politikere til paneldebat, skatteminister Holger K. Nielsen, John Wagner, direktør for De Samvirkende Købmænd og markedsdirektør Henrik Hyltoft. Men på konferencen vil der ikke være nogen repræsentanter fra grænsebutikkerne.

Til Business.dk 13. marts udtrykte administrerende direktør for Fleggaard, Mike Simonsen, sin undring over valget af deltagere og sagde blandt andet, at der nok mest har været interesse for envejs-kommunikation på konferencen.

Men Kurt Jensen har valgt at stille skarpt på, at grænsehandlen lukker for handlen i Syd- og Sønderjylland.

Sparekassen mener, det danske afgiftssystem er forfejlet og medvirker til at øge grænsehandlen og derved lukke en række forretninger i Sønderjylland. Næsten hver tiende butik har måtte banke planker for ruderne inden for de seneste tre år, og ifølge sparekassen har næsten 60 procent af landets husstande handlet øl og sodavand syd for grænsen inden for et år.

»Hvis ikke politikerne vågner op og gør noget ved landets afgiftssystem, så bliver Syd- og Sønderjylland minimeret til en landsdel, som danskerne bare kører hurtigt igennem, når de er på vej over grænsen for at hente billige dåseøl,« siger Kurt Jensen i en pressemeddelelse.

For ham er det helt uhørt at hver fjerde danske øl bliver solgt syd for grænsen og transporteret tilbage på bagsæder og i trailere. Det er på grund af et forfejlet afgiftssystem, der tærer både på de danske arbejdspladser og miljø, skriver sparekassen.

Konferencen indledes med en gennemgang af skatteministeriets seneste rapport om grænsehandel, som skatteminister Holger K. Nielsen vil belyse. En rapport, der viser en ganske stabil grænsehandel, og derfor ikke underbygger opfattelsen af en vild stigning i antallet af øl købt i Tyskland.

I rapporten fremgår det, at Skatteministeriet skønner grænsehandlen til at udgøre 10,5 milliarder kroner i 2012, hvor det i 2011 var 9,6 milliarder og 12,1 milliarder kroner i 2010. Det er altså et stykke fra 2005, hvor købelysten toppede med 15,6 milliarder kroner brugt i grænsebutikkerne.

Derefter vil Venstres Kim Andersen, se på afgifternes betydning for grænsehandlen og John Wagner, direktør for De Samvirkende Købmænd vil holde Skats rapport om grænsehandel op mod virkeligheden, ved at se på hvordan købmændene i Sønderjylland egentlig rammes af danskernes søndagsudflugter til Poetzsch, Fleggaard og Otto Duborg.

Spændende bliver det, når markedsdirektør Henrik Hyltoft ser på, hvorfor rapporten fra Skatteministeriet viser en faldende grænsehandel, når dankortomsætningen viser tegn på at stige forholdsmæssigt mere i tyske forretninger end omsætningen i Danmark.

Konferencen afsluttes med en politisk paneldebat om Danmarks mangel på arbejdspladser efter et indslag fra Bryggeribranchen om betydningen af at øllet bliver brygget i Danmark, købt i Tyskland, og kørt tilbage til Danmark igen. Business.dk følger op på udviklingen på konferencen.