Hjælp til sløve forsikringskunder

Fredag den 15. marts 2013, 22:30

Næsten hver anden har overvejet at skifte forsikringsselskab, men mindre end én ud af ti gør det.

At skifte forsikringsselskab er en overvindelse for rigtig mange. Ja, bare det at få kigget policen og alt det med småt igennem kan fremkalde ekstra forårstræthed.

Derfor har vi besluttet os for at give en håndsrækning i form af artiklerne på side 10-11, hvor vi trin for trin giver gode råde om, hvordan man får taget sig sammen til at gøre noget ved familiens forsikringsudgifter.

Vi har valgt at tage emnet op, mens vi har i frisk erindring, at forsikringsselskaberne har præsteret rigtigt flotte resultater det seneste år – vel at mærke set fra aktionærernes side.

For kunderne står det ikke helt så smukt til. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne for kort tid siden fortælle, at sløv konkurrence koster forsikringskunderne dyrt.

Der er simpelthen for lidt konkurrence i branchen, og det fik Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Agnete Gersing, til at råbe op.

Hun mener, at markedet ikke fungerer på en måde, så konkurrencen trives, og hun skyder også noget af skylden over på forbrugerne selv. Styrelsen undersøgte for nylig forbrugernes adfærd på forsikringsområdet, og det viste sig, at vi i gennemsnit beholder vores forsikringsselskab i hele syv år.

Vi forbrugere synes gennemgående, at forsikringer er kedelige og besværlige at sætte sig ind i, så selv om næsten halvdelen har overvejet at skifte forsikringsselskab, er der mindre end én ud af ti, der faktisk gør det i løbet af et år.

Det er da også sandt, at det er besværligt. Forsikringsbetingelserne er ofte vanskelige at sammenligne, de små fodnoter indeholder forbehold, samlerabat har betydning – og hvordan er selskabets attitude den dag, man faktisk har brug for erstatning og så videre.

Ofte vil selskaberne også have lov at sende en sælger ud for at give et tilbud, og så skal man reservere tid til at invitere en måske lige lovlig smart forsikringssælger ind i sit hjem. I nogle situationer siger man også ja til en ekstra forsikring for at være på den sikre side.

Men der er ingen vej uden om. Vi bliver nødt til at opføre os som kritiske kunder, også på dette område. Så brug endelig de tips, vi præsenterer længere fremme i avisen.