Danmark i recession i 2009
Mandag den 8. december 2008, 13:19
Regeringen venter, at dansk økonomi næste år vil gå tilbage. Det fremgår af regeringens Økonomiske Redegørelse. 2010 byder kun på en beskeden fremgang i væksten.
Tordenskyerne har længe trukket sammen om dansk økonomi, og nu melder regeringen klart ud om sine forventninger.
Finansiel uro og en international vækstbremse i bund vil betyde resession i Danmark i 2009.
Det indrømmer Finansministeriet i Økonomisk Redegørelse for december.
Ministeriet ser svage vækstudsigter, vigende boligmarked og svækket konkurrenceevne, hvilket giver en nedgang i BNP på 0,2 pct. i 2009, hvorefter væksten igen vender til et plus på 0,7 pct. året efter.
"Nedgangen begrænses af lempelig finanspolitik, markant fald i oliepriserne og meget lave renter," pointerer Finansministeriet, der peger på, at den hidtidige høje kapacitetsudnyttelse samt overskuddet på de offentlige finanser foruden betalingsbalancen giver Danmark et bedre udgangspunkt end mange andre lande.
Ministeriet forudser, at presset på det danske arbejdsmarked aftager hurtigere end tidligere antaget og ledigheden ventes at stige til omkring 3,5 pct. i 2010 fra 2,4
pct. til næste år.
For så vidt angår de offentlige finanser ventes overskuddet at falde fra sidste års 75 mia. kr. til godt 52 mia. kr. i år, mens næste år giver et lille underskud som accelererer i 2010 til et underskud på 23 mia. kr.
"Dansk økonomi kan ikke undgå at blive påvirket af den globale finanskrise og de dårlige udsigter i udlandet. Også vores økonomiske vækst tager nu af. Men vores udgangspunkt er heldigvis godt - og væsentligt bedre end i mange andre lande," lyder det fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Han understreger, at Danmark stadig har finanspolitiske handlemuligheder, hvis der skulle blive brug for det.
"Dem skal vi bruge med omtanke. Og det er ikke nu, hvor lønningerne stiger meget mere end i udlandet, konkurrenceevnen svækkes, og der er pres på rentespændet. Men hvis det bliver nødvendigt, så har vi skabt mulighed for yderligere at reagere," lyder det.
RB-Børsen