Byen med de gyldne bukser
Lørdag den 9. marts 2013, 22:30
København har op til flere gyldne tårne, men at byens kommunale ledere også er udstyret med gyldne bukser er vist en overraskelse for de fleste. Det gælder ikke mindst byens økonomiske førstemand, Claus Juhl, der er direktør for Københavns Kommune, og som kan konstatere, at byens økonomiske situation er god – og i stadig bedring. Det er massiv tilflytning til hovedstaden kombineret med stadig fokus på at trimme og optimere en »forretning«, som dét at drive kommune jo også er. Det gode er, at hvad der er godt for København også er godt for resten af landet. Så når hovedstaden – i modsætning til situationen for år tilbage – har styr på økonomien og kan satse på udvikling, giver det også gode effekter ude i landet. København kan finde nye spor, som andre kan følge efter i, uanset om det handler om måden at drive kommunen på økonomisk eller måden, man udvikler en by på. Det afgørende – også set landspolitisk – er, at København udvikles som et vækstlokomotiv, der kan hjælpe med til at sætte skub i hele landet. Det værste, der kan ske, er, at København får lov til at udvikle sig i ét gear, mens resten af landet må geare ned og hutle sig igennem.