Mediebranchens krav til ny kulturminister
Onsdag den 10. september 2008, 15:27
Privatisering af TV 2, replanlægning af radiomarkedet, ny formand for DR og en revolution af mediestøtten. Der venter masser af opgaver forude for den nye minister på medieområdet, Carina Christensen (K). Læs branchens krav til den nye kulturminister.
Eric Hansen, formand SBS Radio
”Carina Christensen skal kigge på de urimelige vilkår i Danmark, når der er tale om afgifter til Koda og Gramex. Det er urimeligt, at de påkrævede minimumsbetalinger betyder, at en kanal som Nova FM skal omsætte for mere end 250 mio. kr. før, der er penge til at betale for musikken.
Der er ikke noget, vi hellere vil, end at betale kunstnerne en procentdel af vores omsætning. Det er helt rimeligt. Men sidste år omsatte TV 2 Radio for 22 mio. kr. og skulle betale 20 mio. kr. i afgifter. The Voice har i 20 år frem til 2004 været den største kommercielle radio i Danmark og er aldrig kommet over minimumsbetalingen. Jeg håber, at den nye minister vil slå i bordet.”
Leif Beck Fallesen, adm. direktør og chefredaktør, Dagbladet Børsen
"Det afgørende er, at man meget hurtigt for privatiseret TV 2. Jo før det sker, jo før får man et fornuftigt økonomisk grundlag at drive TV-stationen på, ligesom man kan sikre DRs position og public service. Dernæst mener jeg, at ministeren bør kigge på journalistuddannelserne, der bør løftes op på et universitetsniveau.
Vi har behov for mere kvalificerede mediefolk, der kan begå sig i en globaliseret verden.
Hvad dagbladene angår, mener jeg ikke, at man skal øge mediestøtten. På sigt må de trykte dagblade indstille sig på, at støtten forsvinder i takt med at deres betydning i det samlede mediebillede bliver mindre. Det er også på den baggrund, at mange af os er ved at transformere os selv til multimediehuse."
Merete Eldrup, adm. direktør, TV 2
”Vi ønsker den ny minister velkommen og håber på et godt samarbejde. Der ligger jo allerede en TV 2-sag i hendes bunke, og jeg håber, at den ligger højt. Alt er jo i spil på TV 2 lige nu, og derfor er der nok at tage fat på. Vi ønsker ikke endnu et forår, som det vi har haft i år, og håber den nye minister kan være med til at skabe vilkårene for et bæredygtigt TV 2. Vi var godt tilfredse med Brian Mikkelsen og håber at Carina Christensen fortsætter den linje, han har lagt."
Morten Wagner, adm. direktør, Freeway
”Jeg håber, at den nye minister kan gennemskue, at det ikke giver mening at indføre social signatur eller lignende på et site som arto.dk. Det hjælper ikke en pind, og det eneste man får ud af den slags indgreb er, at man gør det svært at drive netvirksomhed. Hvis man indfører alle mulige restriktioner på de danske site, skifter brugerne så let som ingenting til udenlandske sites.”
Søren Riis, adm. direktør for MetroXpress
”Hun skal kigge på distributionsstøtten til dagblade. De gratis dagblade har skaffet en masse nye læsere, der ikke før har læst avis. Derfor er det fantastisk at se de krumspring, der bliver gjort for at gøre det besværligt og nærmest umuligt for nye dagblade at opnå distributionsstøtte.
Det kan godt være, at der i øjeblikket er et udvalg, som kigger på mediestøtten, men det ændrer ikke på, at der i 2007 og 2008 er uddelt 700 mio. kr. til de gamle dagblade, uden at de nye har fået en krone. Dertil kommer, at de betalte dagblade er momsfritaget. Jeg håber, at Carina Christensen i højere grad end sin forgænger vil se på, hvad de nye dagblade kan og gør i stedet for at hænge fast i gammel vanetænkning.”
Jim Receveur, adm. direktør, Radio 100 FM
”Den ny minister skal sætte skub i replanlægningen af FM-båndet, og det kan ikke gå hurtigt nok. Forhåbentligt sker der allerede noget i denne uge, men det skulle være sket for to år siden. Det er nødvendigt, der der sker noget nu, hvis kommerciel radio skal overleve i Danmark.
Vi skal have de samme vilkår som DR ellers er det umuligt at konkurrere. Man begyndte at tale om en replanlægning for fem år siden, regeringen har haft en plan i tre år, men der er stadig ikke sket noget. DAB-radio vil først blive en succes, når DR slukker deres analoge signal. De siger, at de er klar til at gøre det i 2020, men hvad skal de kommercielle radiostationer gøre i mellemtiden?”