Andre banker i farezonen for kollaps
Tirsdag den 26. august 2008, 08:18
Roskilde Bank er næppe den sidste danske bank, der kommer i problemer.
Den internationale kreditkrise samt nedturen på det danske ejendomsmarked vil sandsynligvis betyde, at andre mindre danske banker vil komme i problemer, vurderer Louise Lundberg, der er ansvarlig for kreditvurderingen af de nordiske banker hos det verdensomspændende kreditvurderingsbureau Standard & Poor's.
- Jeg mener, at de stigende udfordringer i bankverdenen vil presse en række mindre banker. Stigende vanskeligheder med at skaffe lån fra andre banker og øgede krav til risikostyring kan presse dem, siger Louise Lundberg til RB-Børsen. ¨
Hun peger på, at kreditkrisen har gjort penge dyrere. Det vil sige, at priserne er steget, når bankerne skal hente funding - altså låne penge af hinanden.
- Funding er generelt blevet mere vanskelig på grund af den globale kreditkrise. Sammenholdt med nedturen på ejendomsmarkedet kan det betyde, at der vil komme flere mindre danske banker i problemer. Vi tror ikke, at det vil ske for en masse banker, men det kan ske for et par banker, lyder spådommen fra Louise Lundberg.
I Danmark kreditvurderer Standard & Poor's Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Nordea Danmark og følger det danske finansielle marked tæt. Ingen af de største banker er i farezonen, mener Louise Lundberg.
- Det vil kun påvirke Danske Bank og Nordea i et meget begrænset omfang, men en række mindre danske banker kan blive påvirket. Flere mindre banker har et indlånsunderskud og derfor skal de låne på interbank markedet. Det har hidtil ikke være påvirket af Roskilde Bank-sagen, men de store banker vil højst sandsynligt være mere forsigtige fremover, når de låner til mindre danske banker, påpeger Louise Lundberg.
Selvom sagerne om Roskilde Bank og Banktrelleborg har slidt på Danmarks omdømme i udlandet, har det ikke ændret på den generelle kreditvurdering af Danmark. Standard & Poor's indeler finansmarkederne i 10 grupper i de lande, hvor selskabet kreditvurderer banker.
- Det danske banksystem er stadig i gruppe 1, som er det stærkeste med den laveste risiko. Men den danske økonomi er ret hurtigt på vej ned i tempo, mens huspriserne falder. Vi er en anelse bekymrede over faldet i huspriserne i forhold til byggesektoren. Vi mener, at det vil lede til en forøgelse af antallet af dårlige lån, og at bankernes aktiver vil blive dårligere fremover, konstaterer Louise Lundberg.
RB-Børsen