Coop tjener for få penge

Mandag den 4. marts 2013, 10:12

Indtjeningen falder drastisk hos dagligvaregiganten Coop, viser nyt årsregnskab. Dog æder koncernen markedsandele (opdateret 10:21)

Salget vokser hos Coop med cirka 1 mia. kroner i 2012 til 44,8 mia. kroner, men det går særdeles skidt med indtjeningen. Det viser et nyt årsregnskab fra dagligvaregiganten.

Det samlede driftsresultat (EBIT) for Coop inklusive brugsforeningerne blev 432 millioner kroner mod 773 millioner kroner året før. Indtjeningen i 2012 var negativt påvirket af ekstraordinære omstruktureringsomkostninger på 177 millioner kroner til lukning af butikker og organisatorisk omstrukturering, oplyser koncernen.

”Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes at skabe omsætningsvækst og øge markedsandelen i et svært år. Men indtjeningsmæssigt var 2012 et utilfredsstillende år. De væsentligste årsager til resultattilbagegangen er, at vi har investeret betydeligt i lavere priser til vores kunder, og så har der været store ekstraordinære omkostninger til en række strukturelle ændringer, som blev gennemført i butiksnettet og organisationen i 2012,” udtaler Jesper Lien, adm. direktør i Coop, i en pressemeddelelse.

Coop fraregnet brugsforeningerne har opnået et driftsresultat (EBIT) på 287 millioner kr. mod 544 millioner kr. året før. Brugsforeningerne opnåede et driftsresultat på 145 millioner kr. mod 229 millioner kr. året før.

Det er blandt andet et skuffende salg af non-food varer hos Kvickly, som trækker omsætningen ned. Tilgengæld stormer discountkæden Fakta frem, hvilket bidrager med en omsætningsfremgang på cirka en halv milliard kroner. I de øvrige kæder Irma og Dagli'brugsen går salget også frem, men indtjeningen falder.

”Vi har i 2012 investeret meget i moderniseringer og nye butikker. Trods tilbagegangen i 2012 fastholder vi vores strategi om fortsat at investere massivt i udvikling af nye fordele til medlemmerne, etablering af nye butikker, modernisering af eksisterende butikker, udvikling af vores medarbejdere samt i effektivisering indenfor IT og logistik,” udtaler Jesper Lien.

Koncernen oplyser, at målsætningen for 2013 er at forbedre resultatet.