Danske arkitekter jonglerer med neutroner
Søndag den 3. marts 2013, 17:04
Blandt andet Henning Larsens tegnestue har designet den kommende bygning i Lund, der skal huse verdens største anlæg til neutronforskning.
En 600 meter lang protonaccelerator og en 180 meter lang gang. Det er nogle af de elementer, de danske arkitekter har måttet inkorporere i deres vinderdesign til European Spallation Source, ESS, i svenske Lund.
Henning Larsen Architects, COBE og SLA har netop vundet den internationale arkitektkonkurrence om ESS, fremgår det af en pressemeddelelse fra arkitektholdet, om den 100.000 kvadratmeter store bygning, der skal huse alt fra laboratorier til kontorer og et auditorium.
Se billederne: Her er Lunds kommende hitech-forskningscenter
Arkitekterne mener, at centret vil blive et internationalt mødested for forskere og derved vil være med til at booste den svenske universitetsbys renommé.
»Med en lokalisering midt i Øresundsregionen er ESS måske et af de vigtigste bygningsanlæg, som bliver bygget her i mange år. Det er et anlæg, som skal levere forskningsresultater med enorme potentialer for fremtiden, og som vil sætte en helt ny dagsorden for Lund som vidensby og Øresundsregionen som global forskningsdestination,« siger Dan Stubbergaard, arkitekt og indehaver af COBE, i meddelelsen.
Hvis byggeriet går efter planen ventes forskningen ved ESS at kunne komme i gang i 2019. Hele faciliteten først vil være fuldt udbygget i 2025. Det forventes, at mellem 2.000 og 4.000 forskere hvert år vil benytte sig af faciliteterne, der blandt andet kan bruges til forskning i medicin, arkæologi og bæredygtige energikilder.