Finansens danske guldfugle under pres
Lørdag den 2. marts 2013, 05:01
Mens briterne kæmper en desperat sidste kamp mod bonuslofter, åbner EUs nye bankregler for dansk åbenhed om løn i finanssektoren langt ned i rækkerne under de topchefer og bestyrelsesfolk, der allerede er pålagt åbenhed.
BRUXELLES. Tænk på din lønseddel og spørg så dig selv: Vil du vise den til din nabo? Nej, vel? Tænk så på din nabo, der er en smart mægler i en bank. Kunne du tænke dig at se hendes lønseddel? Hm, hvorfor ikke?
I dag lever direktører og bestyrelsesmedlemmer i den danske finanssektor med et lovkrav, der giver åbenhed om deres løn og bonus. Tre fjerdedele af C20-selskaberne oplyser efterhånden også lønnen til deres topfolk, men det sker frivilligt drevet af anbefalingerne om god selskabsledelse.
Men med EUs nye bankregler har regeringen mulighed for at gennemtvinge åbenhed om lønforhold og bonusaflønning langt ned i rækkerne blandt guldpiger og -drenge i den danske finansverden. I dag er en personkreds på omtrent 100 bank-topfolk omfattet af åbenhedskravet. Det kan man gange med mindst faktor fire eller fem, hvis regeringen griber den mulighed, som er opstået med vedtagelsen af EUs nye bankregler, det såkaldte CRD-4 direktiv, vurderer Caspar Rose, professor på CBS med speciale i selskabsledelse og de finansielle markeder.
»Det kan blive et kvantespring for åbenheden, men udløse alvorlige konsekvenser for den danske finanssektor, hvis regeringen går den vej. En stor del af bankernes bedste folk vil forlade landet og arbejde steder, hvor de kan have deres lønforhold i fred,« siger han.
EUs udmøntning af Basel III-reglerne i det såkaldte CRD-4 direktiv rummer et loft for bonusudbetalinger ikke kun for bankernes topchefer, men også for den store skare af sektorens såkaldte risikotagere. Bankerne skal også oplyse en samlet lønsum for den samme personkreds. En lønsum er en lavere grad af åbenhed end individuelle lønoplysninger, og en overgang var den danske lovgivning i fare for forringelser. Men danske forhandlere sikrede retten til national lovgivning, der går videre end CRD-4 på dette punkt.
»Det er en sejr for regeringen. Det ville have været et væsentligt tilbageskridt for Danmark, hvis det ikke længere ville være et lovkrav at få offentliggjort lønnen for topcheferne og bestyrelsesmedlemmerne,« siger Lars Holtug, partner og ekspert i ledelsesaflønninger hos PwC.
Men nu står det klart, at Danmark kan udvide personkredsen uden at karambolere med CRD-4
»Der er mulighed for at udvide den danske åbenhed markant fra ikke kun at omfatte individuelle direktører og bestyrelsesmedlemmer, men også til at omfatte risikotagerne i en personkreds meget større end det niveau, vi kender i dag. Det vil jeg dog ikke anbefale,« siger Lars Holtug, partner i PwC og ekspert i bonusordninger, der påpeger, at åbenhed om principperne for bonus er langt vigtigere end tallene og personerne.
Regeringen går ind for så stor åbenhed som muligt på området, men ifølge økonomiminister Margrethe Vestager (R) er der endnu ikke taget stilling til dette element. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Finansrådet.