Matadorer presser fortsat banker

Tirsdag den 19. februar 2013, 05:00

Fem år efter at krisen begyndte, fortsætter ligene med at vælte ud af skabene i ejendomssektoren og truer med at knække banker.

Pengene fosser stadig ud af bankerne i en sådan grad, at det kan være livstruende. Selv i dag, hvor man skulle tro, at der var ryddet op, er det fortsat ejendomsselskaber og spekulanter, som giver trecifrede millionunderskud i bankerne.

Berlingske Business kan i dag afdække, hvordan navngivne ejendomsselskaber truer den pressede Sparekassen Faaborg. Hertil kommer, at en række af bankens øvrige storkunder også har svære økonomiske problemer.

Situationen skyldes først og fremmest, at en række erhvervsejendomme rundt om i Danmark simpelthen ikke er noget værd, forklarer den uvildige rådgiver på ejendomsområdet, Bjarne Boye Nielsen fra BBN Consult:

»Der er bare ikke ryddet op endnu, fordi nogle rundt om i ejendomssektoren endnu ikke vil se i øjnene, at deres ejendomme intet er værd. Det skal simpelthen rives ned, så man får taget det ultimative tab.«

Bjarne Boye Nielsen peger på, at der stadig er en gruppering af ejendomme med halvdårlig beliggenhed, som bliver cirkuleret mellem finansielle virksomheder og som endnu ikke er endt hos en solid professionel investor, som f.eks. er en pensionskasse.

»Samtidig bliver økonomien bare dårligere og dårligere i sektoren, fordi udlejningspriserne til erhverv har ligget stabilt i mange år, mens udgifter til energiafgifter og ejendomsskatter stiger og stiger. Det gør, at en del af ejendommene bliver uinteressante at bo i. Vi ser da også, at alt for mange ejendomme står tomme.«

At de mange tomme ejendomme i sidste ende presser bankerne, bekræftes af Lars Søndergaard, partner med speciale i bankrevision hos KPMG:

»Bankerne oplever fortsat tab på finansiering af erhvervsejendomme, blandt andet fra ejendomsprojekter, hvor ejendomme står tomme og ikke genererer indtægter og låntager dermed til sidst ikke kan servicere lånene.«

Ifølge Lars Søndergaard er det ofte de ejendomsselskaber, der var sunde og solide for et par år siden, som er nu er ved at være pressede, og så kan det pludselig gå stærkt nedad for en bank, fordi der nedskrives ud fra et marked, hvor det stadig er svært at sælge ejendomme.

»I det nuværende marked kan bankernes nedskrivninger på ejendomsfinansiering være væsentlige. Det skyldes, at når låntager kommer i problemer, skal udlånet skal nedskrives til den aktuelle realisationsværdi af ejendommen, som kan være presset i det nuværende marked.«