Carlsberg skaber rum til opkøb

Mandag den 18. februar 2013, 15:08

Bryggeriet har ikke travlt med at betale af på gælden på 32,5 milliarder kroner, og der er alligevel råderum til at købe sig til vækst i Asien, siger finansdirektøren.

Carlsbergs gæld blev i 2012 fastholdt på 32,5 mia. kr., hvilket svarer til niveauet fra året før. Det er helt efter planen, og Carlsberg har ikke travlt med at nedbringe sin milliardgæld. Det fortæller finansdirektør Jørn P. Jensen til Ritzau Finans.

Gælden, der er nedbragt fra 44,2 mia. kr. i 2008 efter opkøbet af Scottish & Newcastle, svarer til 2,35 gange resultatet af den primære drift før af- og nedskrivninger.

- Vores interne mål er, at gælden skal holdes under 2,5 gange. Helt overordnet er målet at være "solid investment grade", hvilket vi også er, siger finansdirektøren og fortsætter:

- I princippet ønsker vi to ting. Vi ønsker at nedbringe vores gæld og vi ønsker at vokse gennem opkøb. Så i øjeblikket skaber vi os rum til at købe mere op. Så det er ikke sådan, at vores nøgletal nødvendigvis skal være under 2,5 gange det primære driftsresultat før af- og nedskrivninger, men vi skal have en solid rating, og så skal vi ellers bruge vores cashflow til at købe vækst primært i Asien.

Finansdirektøren kan samtidig glæde sig over, at det er billigt for solide selskaber at låne penge. Finansielle poster faldt markant i 2012 til 1772 mio. kr. fra 2018 mio. kr. i 2011. I 2012 gik Carlsberg ligeledes i obligationsmarkedet og udstedte 7- og 10-årige obligationer i euro.

- Vi ser hele tiden på, om det giver mening at omlægge dele af vores finansiering, siger Jørn P. Jensen.

Renterne på virksomhedsobligationer er ganske lave og der er stor efterspørgsel, da der ikke er meget afkast i statsobligationer fra sikre lande.

- Vi vil ikke optage gæld uden at have noget at bruge den til. Så lige nu er der ikke noget behov for at udstede mere. Opstår det behov, vil vi kigge på det, siger finansdirektøren.