SAS-rapport booster aktien

Fredag den 15. februar 2013, 17:06

Det hårdt prøvede skandinaviske flyselskab reducerer den negative pensionseffekt yderligere i sin endelige årsrapport for 2012.

Flyselskabet SAS har regnet på sin balance og er kommet frem til, at den negative effekt på selskabets egenkapital, som nye regnskabsregler for pensioner medfører, er blevet reduceret med 3,4 mia. skr. som følge af forhandlingerne under spareplanen 4Excellence Next Generation.

Det fremgår af en pressemeddelelse fredag i forbindelse med den trykte årsrapport for 2012.

Tidligere vurderede SAS, at spareplanen ville medføre en reducering af den negative effekt med 2,8 mia. skr.

En anden spidsfindighed til historien er dog, at SAS meddelte, at den negative effekt af de nye regnskabsregler ville blive 8,9 mia. skr., da selskabet afleverede regnskab for perioden januar-oktober 2012 i december. I den trykte årsrapport lyder tallet nu i stedet på 7,9 mia. skr.

SAS-aktien er i medvind efter meddelelsen og stiger med 7,1 pct. til 12,10 kr. på fondsbørsen i København.

/ritzau/FINANS