Typehuskæmpe styrer leverandører benhårdt
Onsdag den 13. februar 2013, 10:00
En del af fremgangen i landets største husfirma skyldes nøje planlægning af arbejdet og af underleverandører med op imod 1000 håndværkere.
Effektiv planlægning og hård styring af de mange underleverandører er en stor del af forklaringen på de senere års uafbrudte fremgang i salget og fornuftige indtjening i Huscompagniet, der for flere år siden blev landets største producent af typehuse.
»Ingen, der arbejder for os, må grine, når de går hen til banken. De må heller ikke græde, men gerne smile.«
Sådan siger administrerende direktør Steffen Baungaard om samarbejdet med flere hundrede lokale håndværkermestre, der stiller med samlet 800-1000 mand, når de årligt cirka 800 solgte hus skal bygges. Han antyder dermed, at betalingen ikke er branchens højeste, men det har sin forklaring.
»Når de arbejder for os, ved de, hvad de skal ti måneder frem. De skal ikke bruge tid på at udarbejde tilbud, og de skal ikke bruge tid på at krasse penge ind.«
Samarbejdet med de mange lokale byggefolk gør, at Huscompagniet selv kan have en lille stab på cirka 130 funktionærer og et par snes håndværkere trods en omsætning omkring 1,3 milliarder kroner. Arbejdsprocesserne er kortlagt ganske nøje, så Huscompagniet bliver hurtigt færdigt med husene - og dermed hurtigt får omsætningen i kassen, fordi allerede i 2008 indførte firmaet konceptet »betaling ved levering« for at imødegå utryghed hos kunderne efter mange konkurser i branchen.
»Byggesagsbehandlingen i kommunerne kan vi ikke gøre noget ved; den varierer fra to uger til tre måneder. Men fra vi stikker spaden i jorden, til huset står færdigt, går der 16 uger, mens nogle af vores konkurrenter ligger på 24-25 uger. I øjeblikket ligger vi på 15,8 uge - det er et tal, jeg følger tæt,« siger Steffen Baungaard.
Han fremhæver selv det udbredte medejerskab hos chefer og mellemledere som en årsag til et stort engagement, der har skabt flere års solid fremgang. Omkring 35 blev medaktionærer, da FSC Capital købte virksomheden fra en anden kapitalfond, Axcel, i 2011. Den mulighed skulle chefgruppen have, mente Steffen Baungaard.
»Det betyder, at der er mange medejere, når jeg kommer rundt i afdelingerne, og så bliver det skrevet på begge sider af papiret.«
En anden forklaring på indtjeningen er, at Huscompagniet holder fast i sit byggekoncept og for eksempel siger takker nej til at bygge kældre - de giver ifølge Steffen Baungaard erfaringsmæssigt større problemer inden for den tiårige garantiperiode, og så vil firmaet enten hellere bygge ekstra kvadratmeter over jorden eller helt sige nej til opgaven.