Lavere omkostninger gav Aarsleff et løft
Onsdag den 19. december 2012, 12:41
Per Aarsleff-koncernen kom stærkt igennem fjerde kvartal af sit regnskabsår 2011/12 trods et lille fald i omsætningen.
Entreprenørkoncernen omsatte for 1771 mio. kr. i kvartalet mod 1779 mio. kr. i samme kvartal et år før, fremgår det af selskabets årsregnskab onsdag eftermiddag.
Produktionsomkostningerne blev til gengæld slanket til 1585 mio. kr. mod 1612 mio. kr. året før, og det gav dermed bedre resultater både på brutto- og nettoniveau.
På bundlinjen hev Per Aarsleff nemlig 45,8 mio. kr. hjem i regnskabsårets sidste kvartal mod 35,9 mio. kr. i samme kvartal af 2010/11, en forbedring på 27 pct.
For hele regnskabsåret var der tale om et pænt omsætningsløft til 6,68 mia. kr. mod 6,15 mia. kr. i året før. Bundlinjen viste 165,9 mio. kr. før skat og 112,1 mio. kr. efter skat.
Bestyrelsen hos entreprenørselskabet Per Aarsleff foreslår en udbyttebetaling på 10 kr. per aktie for regnskabsåret, hvilket svarer til 20 mio. kr. i alt. De sidste fire år har udbyttet ellers ligget på 4,80 kr. per aktie.
Per Aarsleff venter desuden i indeværende regnskabsår, 2012/2013, endnu en stigning i resultatet før skat til 200 mio. kr.
Forretningsområdet Anlæg ventes at levere et aktivitetsniveau som i 2011/12 og et resultat før renter på ca. 2,5 pct. af omsætningen. Her er den langsigtede resultatforventning på 4 pct.
I Rørteknik ventes stigende aktivitet i indeværende regnskabsår og et resultat før renter på ca. 5 pct. af omsætningen. Den langsigtede resultatforventning er her 6 pct.
Aktiviteterne inden for Fundering ventes endvidere at være lidt højere i år end sidste år, og der ventes her et resultat før renter på ca. 5 pct. af omsætningen. Her der den langsigtede resultatforventning ligeledes 6 pct.
Aktiemarkedet tager godt imod regnskabet og handler Per Aarsleff-aktien 3,7 pct. op i 396 kr. fra 382 kr. tirsdag og 380 kr. inden regnskabet.