Velfærdsteknologi kan blive dansk eksporteventyr

Tirsdag den 2. juni 2009, 06:16

Ifølge Ældresagen og Ingeniørforeningen kan Danmarks næste eksport-succes blive teknologier inden for pleje.

Selvkørende støvsugere, alarmer, der sladrer, når demente patienter forlader plejehjemmet og chipkort som erstatning for nøgler til plejeansatte kan som en lang række andre såkaldte velfærdsteknologiske produkter bane vejen for et nyt eksporteventyr for Danmark. Det mener Ingeniørforeningen og Ældresagen, som ser store eksportmuligheder for danske virksomheder, der satser på at udvikle og producere nye teknologier inden for pleje, omsorg og sundhed, som velfærdsteknologien omfatter. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ligesom danske virksomheder for 30 år siden valgte at satse på området for alternativ energi, og derfor i dag sidder på store andele af verdensmarkedet inden for det felt, kan det samme ske inden for velfærdsteknologi, vurderer Bjarne Hastrup, formand for Ældresagen.

- Med den profil og erfaring vi har med vores velfærdssystem, bør vi være allerforrest til at medmenneskeliggøre teknologien. Vi har allerede et godt afsæt, men det er alfa og omega, at samfundet investerer i det her, siger han til Kristeligt Dagblad.

Mange vestlige lande vil i de kommende årtier blive mødt med samme udfordring, som det danske velfærdssamfund står over for, nemlig at der er få hænder men mange ældre.

Danmark er frontløber

Det kan Danmark spinide guld på, ikke mindst fordi Danmark ifølge Dansk Industri allerede nu er førende inden for hjælpemiddelområdet.

- Vi er et stærkt land indenfor mekaniske hjælpemidler, og vi har en god underskov af it-virksomheder, som arbejder ind mod at lave omsorgssystemer. Vi mangler bare, at kommunerne bliver lidt mere modige med at implementere det, siger konsulent Christian Graversen, der arbejder med sundhedsteknologi i DI.

Det bakker socialminister Karen Ellemann (V) bakker op om

- Velfærdsteknologi er et helt centralt redskab til at hjælpe os med de udfordringer, vi står over for i den offentlige sektor. Og ikke kun for at skabe fornuftig teknologi til vores egne udfordringer, men også som et eksportpotentiale, siger hun og påpeger, at regeringen med Dansk Folkeparti og Ny Alliance har øremærket tre milliarder kroner til forsøg med arbejdskraftbesparende teknologier.