SAS-forhandlinger kan fortsætte hele natten
Søndag den 18. november 2012, 23:28
SAS oplyser sent søndag til business.dk, at forhandlingerne med både piloter og kabinepersonale fortsætter på højtryk i SAS-huset i København.
SAS-ledelsen og det flyvende personale forhandler fortsat sent søndag aften, og de højspændte forhandlinger fortsætter muligvis hele natten.
Hidtil har meldingen ellers været, at forhandlingerne skulle slutte før midnat, men i SAS kan man nu ikke afvise, at forhandlingerne trækker ud.
- Lige nu forhandles der. Og det er i sidste ende bestyrelsen, der beslutter, hvor længe man bliver ved, siger kommunikationschef for SAS i Danmark, Mikkel Thrane, til business.dk.
Han bliver suppleret af pressechef for SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, der understreger, at der fortsat forhandles på højtryk i SAS-huset.
- Der er fortsat ingen aftale på plads med hverken kabinepersonale eller piloter, siger hun.
Spørgsmål: Er du optimist?
- Det har jeg ingen kommentarer til.
Meldingen kommer, efter at SAS-ledelsen har forhandlet hele søndag med det flyvende personale om den store spareplan, der skal sikre selskabets overlevelse. Både piloter og kabinepersonale har fremlagt udspil for ledelsen, men det har indtil videre ikke givet resultater.
Forhandlingerne er afgørende for, om SAS kan få forlænget sine livsvigtige kreditter hos selskabets banker.