Så dyrt bliver Nordeas nye hovedkontor
Tirsdag den 13. november 2012, 12:49
Tre pensionskasser deler byggeregningen, når storbanken rykker til Ørestad.
1,3 milliarder kroner. Sådan lyder regningen på Nordeas kommende danske hovedkontor, når storbanken rykker omkring 2.000 ansatte fra blandt andet Christianshavn til nybyggede lokaler i den nordlige del af Ørestad.
Hovedsædet bliver ifølge en dugfrisk pressemeddelelse ejet ligeligt af PensionDanmark, Lægernes Pensionsbank og Nordeas eget pensionsselskab.
”Det nye domicil kommer til at ligge perfekt, og vi har med Nordea Bank Danmark fået en solid lejer på en meget lang kontrakt. Og så er byggeriet klimavenligt. Alt sammen opfylder vores betingelser for en god ejendomsinvestering," siger ejendomsdirektør Søren Ulslev fra PensionDanmark, der er pengetank for over 600.000 ansatte inden for især byggeri, handel og transport.
Byggeriet bliver - som omtalt af Berlingske Business i april - tegnet af Henning Larsen, en af landets mest kendte arkitekter, både herhjemme og i udlandet, hvor især Mellemøsten har lagt jord eller sand til flere af hans værker. I Danmark er Henning Larsens tegnestue blandt andet kendt for Operaen i København og Dalgas Have-bebyggelsen med CBS/Handelshøjskolen og boliger på Frederiksberg.
Se hvordan Nordeas nye hovedkvarter ser ud
Milliardbyggeriet ventes at gå i gang i løbet af 2013 med forventet indflytning i 2016, og Nordeas flytteplaner glæder overborgmester Frank Jensen (S):
"Det er helt afgørende, at vi får skabt vækst i København. Jeg er meget glad for, at Nordea har valgt at placere bankens nye domicil i Ørestad. Det er positivt for udviklingen i Ørestad og på Amager," udtaler Frank Jensen ifølge Ritzau Finans.
Nordea-domicilet bliver på 46.000 kvm og dertil kælder på 11.000 kvm og kan senere udvides til 70.000 kvm.