Købmænd: Afgiftsstop skaber job

Lørdag den 10. november 2012, 11:40

De Samvirkende Købmænd er lykkelige over afskaffelsen af fedt- og sukkerafgifterne. De håber, at det vil føre til flere job i danske butikker.

Regeringen og Enhedslisten er populære hos landets små købmænd, efter at de i lørdag har afskaffet fedtafgiften og besluttet at skrotte den planlagte sukkerafgift.

Målet for regeringen er blandt andet at komme den voksende grænsehandel til livs, og det samme drømmer man om hos organisationen De Samvirkende Købmænd (DSK).

- Fedtafgiften har vist, at der er masser af psykologi forbundet med danskernes grænsehandel, påpeger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen i en pressemeddelelse.

- Naturligvis kan det ikke betale sig at køre fra Vejle til Tyskland for at handle på grund af fedtafgiften. Men afgiften gav mange et psykologisk påskud til at handle helt almindelige dagligvarer i udlandet, hvor mange forbrugere i tidligere kun kørte til Tyskland, hvis de manglende alkohol, sodavand eller slik, siger han.

Nu er håbet, at afskaffelsen af afgiften vil gavne de danske butikker i en sådan grad, at de får brug for flere folk.

- Erfaringsmæssigt er det meget vanskeligt at få tabte jobs tilbage i det omfang, som de er tabt. Når først skaden er sket, kommer man kun sjældent tilbage til det gamle niveau. Men vi håber naturligvis meget, at der atter kan blive skabt nye arbejdspladser i danske butikker, og uanset hvad, så glæder vi os over, at prisforskellene indsnævres i forhold til Tyskland på mange helt almindelige dagligvarer, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Fedtafgiften blev indført 1. oktober 2011. En ny undersøgelse viser ifølge avisen Information, at forbruget af smør, margarine og olie i danske butikker faldt med mellem 10 og 20 procent i de sidste tre måneder af 2011 i forhold til året før.