Slut med rentebomber fra storbankerne

Torsdag den 25. oktober 2012, 07:28

Konkurrencen mellem de store banker gør, at renterne næppe bliver skruet mere op.

De danske banker har de seneste kvartaler ikke været blege for at sætte renten trinvist op, men nu ser det ud til at være slut. Nu er rentemarginalen så høj, at kunderne vil reagere på flere rentestigninger. Det skriver Børsen efter at have talt med flere af landets største banker.

Rentemarginalen er differencen mellem ind- og udlånsrenten. Bankerne kan booste indtjeningen ved at øge den forskel, men da det er lig med omkostninger for kunden - og omkostninger som er ret nemme at få øje på - så risikerer bankerne kundeflugt, når de justerer på rentemarginalen.

Chefen for Nordea i Danmark, som også sidder for bordenden i branchens organisation, Finansrådet, mener ikke, at rentemarginalen kan blive meget højere. Heller ikke i Nordea.

"Vi har ingen aktuelle planer om at hæve renten, og det er for nærværende halvsvært at se, at der er plads til generelle rentestigninger," siger han ifølge avisen.

Det hele handler om konkurrencen over for de øvrige banker. I Jyske Bank vurderer ordførende direktør Anders Dam ligeledes, at der ikke er plads til yderligere rentestigninger.

"Som situationen er nu, er maksimum nået. Det er slut med, at nogle banker kommer med selvstændige renteforhøjelser og satser på, at konkurrenterne følger med," siger Anders Dam og tilføjer:

"Vi tror ikke længere på, at man i det nuværende marked kan presse rentestigninger igennem over for kunderne."

Hvis det er slut for bankerne med at trække rentekortet, er det jo naturligt at spørge, hvor pengene så skal komme fra. Bankerne er under beskydning for ikke at levere nok udbytte til aktionærerne, og samtidig bliver de ramt på pengepungen, når politikerne forsøger at ruste sektoren til fremtidig finansuro.

Svaret ligger delvist i at kigge indad. Bankerne kan snart blive tvunget til at sætte omkostningerne under lup. Det kan betyde ændringer for medarbejderne såvel som kunderne, der kan blive tvunget til i højere grad at benytte sig af de elektroniske bankløsninger, skriver Børsen.