Stewardesser skal skjule tatoveringer
Mandag den 15. oktober 2012, 10:56
Otte ud af ti stewardesser har synlige "tuscher", afslører flyselskab - og stiller krav om, at de skal tildækkes.
Som faggruppe må kvindeligt kabinepersonale tilhøre de absolutte topscorere, når det kommer til andelen med tatoveringer: Ikke færre end 70 til 80 procent af stewardesserne hos Thomas Cook Airlines har nemlig synlige "tuscher" - det vil sige på håndled, underarm, i nakken eller på anklerne. Blandt alle danskere mellem 18 og 30 år har fire ud af ti en tatovering et eller andet sted på kroppen, skriver check-in.dk.
Stewardesserne må bare ikke lade de flyvende kunder se tatoveringerne, fordi kunderne kunne tage anstød.
"Umiddelbart kan denne holdning synes lidt gammeldags, men vi flyver med et blandet publikum, som ofte sætter personer med "tuscher" i bås med "uromagere", et faktum, der kan skabe en utryg stemning. Da vi vil fremstå som "Luftens bedste valg", også når det gælder sikkerhed, eliminerer vi utrygheden ved ikke at godkende synlige tatoveringer," siger cabin manager Susanne Melms fra Thomas Cook til personalebladet Airmail.
Hvis uniformen ikke rækker, må tatoveringen dækkes med for eksempel et plaster.
Også hos SAS skal man tildække eventuelle tatoveringer, ligesom også piercinger skal skjules for passagererne, skriver check-in.dk.
"Hvis man har tatoveringer på steder, hvor de ikke kan tildækkes, vil det formentlig være vanskeligt at få beskæftigelse som kabinemedarbejder i SAS," vurderer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.
SAS har tilsyneladende ikke lige så mange tatoverede medarbejdere som Thomas Cook, hvilket kan skyldes en større aldersspredning hos stewardesserne.