Bernanke og Draghi kan sende aktierne op året ud

Fredag den 14. september 2012, 11:37

Er bunden nået? Med stigninger på op til fem procent kan afslutningen af 2012 blive en god tid for aktie-investorer, der tror på effekten af centralbankernes opkøbsprogrammer, forudser Nordea og Sydbank.

Der er i bogstaveligste forstand fredagsstemning på de finansielle markeder efter den amerikanske centralbanks udmeldinger torsdag aften dansk tid.

Banken varsler så godt som ubegrænsede opkøb af realkreditobligationer og mere til, hvis det ikke er nok. Det sender aktierne i plus over hele verden, styrker den plagede euro over for dollar og skaber ro på de ophedede obligationsmarkeder.

Og den positive markedsstemning kan faktisk vare ved, vurderer Nordea og Sydbank.

"I første omgang ser vi mellem en og tre måneder ud i tiden, men vi tror, at der kunne være mere i det her. Summen af alle de små ting tilsammen gør, at hele verden begynder at se investeringsmæssigt bedre ud end for bare en måned siden," siger Michael Borre, chefrådgiver i Nordea.

Han bakkes op af aktieanalysechef Bjørn Schwarz i Sydbank. Tidligere under krisen er effekten af positive nyheder ellers klinget af inden for et par dage.

"Denne gang forventer jeg, at det kommer til at holde et stykke tid endnu med en positiv reaktion i de kommende uger, og en stigning på fem procent herfra frem mod årsskiftet er bestemt ikke urealistisk," siger han, og påpeger, at flere gode nyheder kan holde gryden i kog.

"Der stadig er nogle udfordringer, der skal løses i både Grækenland og specielt i Spanien, hvor man venter på en rapport om sundhedstilstanden i landets banksektor. Kommer der gode signaler herfra, kan det være endnu en støtte til den positive stemning," siger Bjørn Schwarz.

Han tolker udmeldingen fra den amerikanske centralbank Federal Reserve som et udtryk for, at man er parat til at gøre, hvad der skal til, for at få gang i økonomien. I første omgang vil man opkøbe realkreditobligationer for 40 milliarder dollar om måneden, indtil udsigterne på arbejdsmarkedet er markant forbedret, og Ben Bernanke, den amerikanske centralbankchef lover at holde renten lav frem til midten af 2015.

Udmeldingen kommer ugen efter, at Den Europæiske Centralbank (ECB) præsenterede et program, der blandt andet indebærer opkøb af obligationer i kriseramte lande for at lette deres finansieringsomkostninger.

Samtidig har denne uge ryddet to vigtige sten af vejen i Europa: De euro-skeptiske hollændere fik overstået deres parlamentsvalg og den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe gav grønt lys for Tysklands tilslutning til den europæiske stabilitetsmekanisme ESM og til Finanspagten.