Starbucks rykker uden for lufthavnen
Torsdag den 30. august 2012, 10:07
Den verdenskendte kaffekæde Starbucks får sin første café i Danmark uden for lufthavnen i Kastrup.
Det har længe kun været rejsende i Kastrup Lufthavn, der har haft mulighed for at nyde en kop friskbrygget Starbucks Coffee. Men inden længe er det muligt for kaffeelskere at gå ind i en Starbucks Café uden for lufthavnsområdet, når kaffekæden åbner den første butik i Bilka i shoppingcentret Fields i Ørestad.
Åbningen af Starbucks caféen markerer starten på et samarbejde mellem de to kæder, der nærer samme ambition om at få bragt det amerikanske kaffebrand tættere på danskerne.
"Det her er stort for os. Starbucks-kæden er verdensberømt for sin gode kaffe og den hjemlige atmosfære. For os er det helt i tråd med vores ønske om at give vores kunder den absolut bedste indkøbsoplevelse, at de fremover kan nyde en kop velbrygget kaffe i rare omgivelser, når de handler her hos os," skriver Henrik Libak, direktør i Bilka i en pressemeddelelse.
Bilka har 17 lavprisvarehuse fordelt over hele landet, mens Starbucks har spredt sine caféer rundt omkring i hele verden.
Første gang, Starbucks viste sit ansigt i Danmark, var, da kaffekæden åbnede sin første café i Københavns Lufthavn i 2007. Nu har de tre caféer i lufthavnen. Siden sidste år har det også været muligt at købe kædens drikkeklare produkter i supermarkeder, på DSB-togene og færgeafgange, men først nu kan man købe friskbrygget kaffe af mærket Starbucks uden at skulle helt til Kastrup.