Apple dropper YouTube-app i iPhone

Tirsdag den 7. august 2012, 17:13

Version 6 af Apples smartphone-styresystem kommer til at mangle en velkendt standard-applikation - nemlig YouTube. Ændringen illustrerer den stigende konkurrence mellem rivalerne Google og Apple.

Alt tyder på, at den velkendte YouTube-applikation kommer til at mangle i den næste version af Apples styresystem til smartphonen iPhone og tavlecomputeren iPad, kaldet IOS 6. Den umiddelbare forklaring er ifølge Wall Street Journal, at Apples licens løber ud.

Internethandel i voldsom vækst

Videohungrende Apple-kunder skal dog ikke fortvivle af den årsag.

YouTube-ejeren Google lover, at det snart vil sende sin egen YouTube-app på gaden til IOS - og derudover vil man kunne komme ind på videositet via en normal internetbrowser.

YouTube-applikationen har været en trofast følgesvend i samtlige iPhones, der er blevet produceret, og både Apple og Google har nydt godt af henholdsvis funktionen og trafikken. At de fremover skilles kan ifølge Wall Street Journal kun tolkes som om, at rivaliseringen mellem de to selskaber intensiveres.

Google står foruden YouTube og en række andre internettjenester for smartphone-styresystemet Android, der er verdens mest udbredte. Apples IOS er nummer to. I takt med at de to virksomheder over de seneste år i stigende grad har lagt kræfterne i slaget om mobilkunderne, er de i dag kommet i direkte konkurrence.

Dermed er situationen ændret i forhold til 2007, hvor den første iPhone blev lanceret. Dengang arbejdede de to selskaber tæt sammen om udviklingen af YouTube-appen.

Det er givet, at Google fremover gerne vil have større kontrol over YouTube-appen, da videoklippene på sitet genererer mange klik og dermed annoncevisninger. Det er lig med omsætning, og ved at overtage kontrollen over app'en kan Google kontrollere udviklingen.

De to virksomheder har også samarbejde om kortfunktionen i IOS, og her er der også forlydender om et skifte, når IOS 6 kommer på gaden. Apple skulle angiveligtvære på trapperne med sin egen kort-app.