Iværksætterens opsang
Torsdag den 26. april 2012, 06:00
36-årige Tommy Ahlers har stiftet og solgt to virksomheder for store summer. Men han har også sin egen dagsorden: De store og veletablerede firmaer og de unge talenter skal have større vovemod, hvis Danmark skal vinde markedsandele globalt.
Trods sine kun 36 år har iværksætteren Tommy Ahlers allerede været med til at etablere og siden sælge to virksomheder.
I 2008 solgte han ZYB Technologies til Vodafone for 235 mio. kr. Her arbejdede han frem til 2010, hvorefter han investerede 2,5 mio. kr. i Podio, som han netop har solgt til Citrix for et uoplyst trecifret millionbeløb. Og her fortsætter Tommy Ahlers som CEO.
Tommy Ahlers har et budskab: Vi skal have større vovemod. Vi skal turde være iværksættere, og vi skal droppe det sikre for at forfølge nye innovative veje og turde etablere nye virksomheder.
Hans opsang gælder ikke blot de etablerede virksomheder, der skal droppe sendrægtigheden, men også de unge – morgendagens unge talenter.
I de etablerede virksomheder skal man give plads til de innovative muligheder. Og de unge talenter skal være mere frygtløse og turde droppe den sikre karrierelandevej og de høje lønninger for at betræde nye stier.
”Store virksomheder har en tilbøjelighed til at bruge alt for meget energi på at beskytte de værdier, som de allerede har skabt, i stedet for at fokusere på den næste store landvinding. De har en tendens til at tænke lidt for corporate, alt for lidt innovativt og på mange måder ikke modigt nok,” siger han.
Mere uddannelse
Hvad skal der til?
”Vi skal have danske forældre til at sige det samme til deres børn som kinesiske, brasilianske og indiske forældre, at de skal tage deres uddannelse så seriøst, at de bruger 10-12-14 timer om dagen, fordi det er den eneste vej ud af fattigdom. For Danmark er det den fattigdom, vi risikerer i fremtiden, det handler om.”
Hvad skal vi gøre for, at flere tør starte selv?
”Iværksættere skal opfattes som erhvervslivets elitestyrker. Man kan sammenligne iværksætterne med frømandskorpset. Supertalenterne, der kan noget i sig selv og ikke har brug for en hel hær eller en stor virksomhed for at få det til at ske. Supertalenterne vil, hvis de etablerer deres egen virksomhed opleve, at de kan gøre mere med fem mand, end hvad der ikke er muligt for 50 mænd.”
Læs hele interviewet med Tommy Ahlers i Berlingske Business Magasin
torsdag 26. april 2012.