Lærlinge får flere penge i ryggen
Fredag den 6. november 2009, 13:04
Med globaliseringsaftalen følger der langt flere penge med lærlingen end hidtil.
Håndværksmestre, som har tøvet med at tage lærlinge ind, har god grund til at tage muligheden op en gang til. Globaliseringsaftalen, som blev indgået mellem regeringen, DF, Socialdemokraterne og de radikale betyder nemlig, at arbejdsgiverne vil få en langt større økonomisk belønning for at tage elever ind i virksomheden, end det gælder i dag.
Mens den hidtidige præmie har lydt på 16.000 kroner for en uddannelsesaftale, vil arbejdsgiveren med Globaliseringsaftalen i stedet få hele 50.000 kroner. Det er et beløb, som vækker glæde i Håndværksrådet, hvor man ad flere omgange har opfordret politikerne til at øge beløbets størrelse.
- Det er meget positivt, at politikerne både har lyttet til og handlet på vores opfordring til at gøre tilskuddet mere mærkbart, siger Heike Hoffmann, uddannelsespolitisk medarbejder i Håndværksrådet
Han er ikke i tvivl om, at det forhøjede tilskud vil gøre en forskel og få flere til at ville bidrage med oplæring af de unge håndværkere. Især fordi tilskuddet udløses tidligere, og derfor kommer arbejdsgiveren til gode og give øget likviditet i den periode, hvor lærlingen koster mest, nemlig i den første fase af oplæringen.
Globaliseringsaftalen skal i alt skaffe 5.000 nye praktikpladser. Det vækker begejstring i fagforbundet 3F, som også har bedt om at få tilskuddet til arbejdsgiverne forhøjet.
Ud over det forhøjede tilskud og målet om at skabe 5.000 nye praktikpladser, vil Globaliseringsaftalen give 430 millioner kroner mere til erhvervsuddannelserne og sikre elever, at de fortsat har en læreplads, selv om deres arbejdsgiver går konkurs.
- ulha