SAS taber stort på Spanair-konkurs

Lørdag den 28. januar 2012, 07:35

Det spanske luftfartsselskab Spanair har stoppet lufttrafikken med øjeblikkelig virkning. SAS, der ejer 10 procent af selskabet, taber 1,4 milliarder kroner.

SAS taber med ét slag 1,42 milliarder kroner, fordi det spanske luftfartsselskab Spanair fredag aften gik i betalingsstandsning og har indgivet begæring om konkurs.

I en meddelelse til den norske fondsbørs skriver SAS, at koncernens resultat påvirkes negativt med 1,7 milliarder svenske kroner - lidt mere end 1,4 milliarder danske kroner, men SAS oplyser, at den samlede effekt på selskabets økonomi bliver begrænset til 200-300 millioner svenske kroner.

Det sidste Spanair-fly fra Barcelona landede fredag kl. 21.58 i Københavns Lufthavn - få timer efter, at de første fly i Spanien søgte mod spanske lufthavne og satte hjulene på jorden for sidste gang. I første omgang forlød det, at operationerne ville blive genoptaget lørdag, men det står nu klart, at al Spanair-trafik er indstillet. Den spanske regering har oplyst, at den ikke vil garantere for selskabets økonomi, og derfor var konkurs eneste udvej.

Den spanske regering har garanteret, at den vil dække passagerernes tab eller sørge for, at de bliver ombooket til andre selskaber.

Det irske lavprisselskab Ryanair meddelte fredag aften, at det er parat til at hjælpe de berørte passagerer og sælger nu billetter til 49 euro stykket til de passagerer, der havde købt Spanair-billetter.

Tre afgange fra Københavns Lufthavn påvirkes lørdag af konkursen. Det drejer sig om afgangen 7.05 og 14.55 til Barcelona samt en afgang til Madrid søndag klokken 15.05.

Lukningen er sket som en konsekvens af, at forhandlingen med det mellemøstlige Qatar Airways om at overtage Spanair fredag formiddag brød sammen. Lukningen ventes kun at få konsekvenser for de danskere, der selv har kørt billetter til selskabets fly. De passagerer, der har betalt deres billet med et internationale kreditkort, for eksempel MasterCard, kan få refunderet pengene.