Konkurrence om sygehus til seks mia. kr.

Fredag den 30. oktober 2009, 08:50

Værsågod og byd: Region Syddanmark har nu igangsat konkurrence, der skal finde totalrådgiveren til byggeriet af et nyt universitetshospital til over seks milliarder kroner.

Der er folk, der bygger et parcelhus til to millioner kroner, og så er der Region Syddanmark, der skal bygge et nyt sygehus til over seks milliarder kroner.

Altså et byggeri, som rigtig mange firmaer og håndværkere vil kunne komme til at tjene mange penge på i de kommende år.

Regionen har netop skudt en stor rådgiver-konkurrence i gang for det nye universitetshospital i Odense, der skal stå klart i 2020. Men allerede om godt et år, nemlig foråret 2011, skal politikerne i regionsrådet have fundet totalrådgiveren på projektet.

Og en ting er sikkert. To ting skal vinderen af konkurrencen leve op til - nemlig kravet om tilknytningen til Syddansk Universitet og en løsning af CO2-kravet:

- I konkurrencen vil der blive lagt vægt på løsningen af den samlede opgave vurderet ud fra arkitektur, funktionalitet og teknik - og ikke mindst sammenbygningen med Syddansk Universitet. Jeg håber, at et af de overordnede temaer bliver bæredygtighed. Vi vil bede de deltagende firmaer tænke kreativt og nyt i forhold til ambitionen om, at det nye hospital skal være et CO2-neutralt hospital, siger formanden for regionsrådet Carl Holst (V).

Region Syddanmark står som ordregiver for konkurrencen i samarbejde med Universitets- og Bygningsstyrelsen for Syddansk Universitet, hvor projektet også skal omfatte en plan for et nyt Sundhedsvidenskabeligt Fakultet samt fællesfaciliteter for de to videnstunge institutioner.

Tre faser

Selve projektkonkurrencen består af tre faser, hvor første fase bliver at finde fem til seks firmaer eller konsortier, der skal opfylde en række tekniske, faglige og økonomisk krav. Dernæst udpeges i næste fase en til tre vindere af en bedømmelseskomité, inden de i tredje fase udformer de egentlige tilbud, som afgør, hvem der bliver totalrådgiver for det gigantiske byggeri.

Formand for det særlige udvalg vedrørende sundhedsområdet i regionen, Poul-Erik Svendsen (S), fastslår, at det nye sygehus i den grad skal være fremtidssikret:

- For at skabe et robust byggeri, der også er moderne om 25 år, er det vigtigt, at rum og enheder konstrueres ud fra nogle principper, så alle rum har mange anvendelsesmuligheder. Fleksibiliteten i byggeriet skal understøtte en indretning af bygningerne, der relativt nemt kan ændres med tiden. Og en tredje og vigtig parameter i fremtidssikringen er muligheden for at udvide hospitalet. Der bliver helt sikkert behov for udvidelser. Dels fordi vi ikke kender fremtiden, og dels fordi der er lagt faste økonomiske rammer fra regeringens side for de kommende sygehusbyggerier, siger Poul-Erik Svendsen.