Flere virksomheder vil blive fanget i en kreditklemme

Mandag den 11. juli 2011, 07:53

Selv halvsunde virksomheder kan komme i problemer.

Halvsunde virksomheder risikerer at ende i bankernes sorte bøger som problemkunder med ringe muligheder for at låne. Det kan ramme dansk økonomi negativt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sådan lyder det fra Danske Bank Danmarks adm.direktør, Tonny Thierry Andersen, der nu for første gang sammen med bankernes organisation, Finansrådet, advarer om, at en kreditklemme kan ramme dansk økonomi.

Dermed imødegår de nu Nationalbanken med Nils Bernstein i spidsen, der i sidste uge over for Jyllands-Posten afviste, at det ødelæggende fænomen vil ramme Danmark.

- Der er ikke grundlag for at sige, at der er en kreditklemme i Danmark i dag, men der er risiko for, at der kommer en. Det kan blive konsekvensen af, at de internationale lånemarkeder har sat dansk bankvæsen på observationslisten. Det vil betyde lavere økonomisk vækst i Danmark, at en større gruppe af virksomheder ikke kan få lån i bankerne. Derved kan de ikke opbygge lagre og udvikle deres forretninger. Det er bestemt ikke det, som dansk økonomi har brug for i øjeblikket, siger Tonny Thierry-Andersen til Jyllands-Posten.