Norwegian-rådgiver sviner SAS til på Facebook
Onsdag den 13. april 2011, 16:37
Ansat i et reklamebureau har på Facebook kritiseret SAS i stærke vendinger - dog uden at sige, personen var fra Norwegians reklamebureau. (Opdateret)
En ansat i Norwegians PR-bureau Vizeum har skrevet flere negative kommentarer på SAS’ Facebook-sider – uden at fortælle, personen var ansat hos Norwegians reklamebureau.
PR-bureauet får nu ballade for at have publiceret kritiske bemærkninger om SAS på Facebook.
”Hvordan kan de prale af, at de har nul gebyrer, når de tager sig betalt for at kunden selv bestiller rejsen?”, spørger en af medierådgiverne, mens andre ansatte i Vizeum følger op med ’ENIG!!!’ og ’Ja, jeg troede SAS havde 0,- i gebyr???’,” skriver en af PR-bureauets ansatte på Facebook ifølge Dagens Næringsliv.
PR-bureauet beklager episoden:
”Det er ikke en metode, vi bruger. [..] Den slags må naturligvis ikke ske,” siger adm. direktør og bureauchef for Vizeum, Stian Lyberg, til tv2nyhetene.no.
Bureauet giver SAS en uforbeholden undskyldning og lover samtidig en grundig gennemgang af rutinerne blandt de ansatte.
Norwegian vil ikke selv give nogen undskyldning til SAS for episoderne. Lavprisselskabet hævder, at man ikke står for eller har sat gang i aktiviteterne - og dermed heller ikke har noget at undskylde.