Derfor er iPad blevet en succes

Onsdag den 16. marts 2011, 07:31

Tiden er til tablets. Med iPad har Apple skabt et nyt værktøj, som også virksomhederne vil få brug for. I mange tilfælde vil den trykfølsomme skærm være mere effektiv end mus og tastatur.

Jeg indrømmer det blankt. Jeg var blandt skeptikerne, da Apple for et år siden præsenterede sin første iPad. Jeg kunne ikke se hullet i markedet; i hvert fald var det ikke særlig stort. Mægtige Microsoft havde i et årti forsøgt sig med denne formfaktor uden held, så hvorfor skulle det lykkes for Apple? Det er imidlertid lykkedes, i udpræget grad bedre end noget andet elektronikprodukt i historien bortset fra dvd-afspilleren. Da 2010 gik

på hæld, havde Apple solgt hele 15 millioner af slagsen.Nu taler analytikerne, hvoraf mange var lige så skeptiske som jeg, om en eksplosion i tablet-markedet. Alene i Danmark vil der blive solgt 400.000 tablet-computere i år, vurderer analysefirmaet IDC. Langt hovedparten, 80-90 procent, vil være iPads.

Men hvorfor er iPad blevet en sådan succes, og er den interessant for virksomheder?

At læse tidsånden

Først om succesen, der er skabt med klassiske Apple-dyder. En af styrkerne hos Steve Jobs & Co. er evnen til at kunne læse tidsånden og vide, hvornår man skal træde ind på et marked. Der findes så meget digital information derude, at markedet var modent til en enkel platform, hvor alt indholdet kunne komme til udfoldelse, en iPad.

Netop indholdssiden er en anden Apple- trumf. Med de mange apps til rådighed kan brugeren i realiteten skabe sin helt egen iPad ved at downloade netop de apps, man har brug for. Softwaren er i centrum, hardwaren er blot et vindue til indholdet.

Så er der Apples forretningsmodel, der endnu en gang har vist sig yderst effektiv. Nøgleordet er kontrol. Apple styrer samtlige led i værdikæden fra design over produktion til salg. Det giver et helstøbt produkt. Konkurrenterne har en anden, mere løs forretningsmodel, hvor hardwareproducenter skal finde sammen med softwareleverandører. Det er åbenbart ikke så effektivt. Et år efter iPad blev præsenteret, venter vi stadig på første generation tablet-computere fra store spillere som HP, Blackberry og Microsoft. Samtidig er Apple nu altså allerede klar med iPad 2.

Afsmitning på erhverv

Men er tablet-computere også til forretning? Ja, alene af den grund at produktet vil blive så udbredt, at effekten ikke kan undgå at smitte af på erhvervsmarkedet. Facebook var som udgangspunkt heller ikke rettet mod virksomheder, men i dag er sociale netværk ikke til at komme uden om, som markedsføringskanal, samarbejdsværktøj og rekrutteringsredskab.

Skeptikere vil indvende, at manglen på et eksternt tastatur gør tablet-computeren uegnet til arbejdsformål, og det er rigtigt, at for eksempel iPad ikke er velegnet til at skrive rapporter og lange mails. Men der er mange andre brugerscenarier, hvor interfacet i form af den trykfølsomme skærm er langt mere effektivt end det gamle princip med tastatur og mus.

Dertil kommer hele apps-universet, der allerede nu tilbyder et væld af business-applikationer, hvor man med få fingerstrøg kan arbejde med eksempelvis business intelligence, projektstyring, databaser samt selvfølgelig hele paraden af kommunikationsværktøjer som mail, chat og videokonferencer.

På den måde vil tablet-computeren blive et produktivt værktøj, som man vil have svært ved at undvære.

Det er ikke længere et spørgsmål, om tablet-computeren passer til erhvervsmarkedet, men om virksomheden kan finde ud af at udnytte denne nye produktkategori før konkurrenterne.