Tv-vært ny direktør i ambitiøs medie-virksomhed
Onsdag den 7. maj 2008, 13:39
Ny dansk medie-virksomhed, der udvikler internetbårne tv-kanaler til virksomheder, har ansat kendt iværksætter og tv-vært som adm. direktør.
Det er kun få måneder siden, at den danske medievirksomhed Brandzation så dagens lys. For at professionalisere virksomheden yderligere er den erfarne iværksætter Tim Frank Andersen ansat som administrerende direktør.
Brandzation blev i april 2008 lanceret som et virksomhedsfællesskab mellem de to danske medievirksomheder In2media og Bastard Film.
Målet med den nyetablerede virksomhed er at blive markedsledende inden for udvikling af såkaldte loyalitetsskabende tv-kanaler til virksomheder.
- Brandzation er en international satsning, så vi er allerede godt i gang med dialogen med både danske og internationale kunder. Vi har og vil heller ikke definere en bestemt kundeprofil, men fællesnævneren vil være, at der er tale om brands, der har indset, at de traditionelle reklamekanaler og reklamemedier er på kraftig retræte som effektive kommunikationskanaler til at skabe loyalitet, siger Tim Frank Andersen.
Kommercielt er brand channels et nyt begreb. Men det er snart 10 år siden, at Tim Frank Andersen for første gang offentligt proklamerede, at det statiske internet blot var en mellemstation.
- Nettet har helt fra start været skræddersyet til involverende, aktiverende og loyalitetsskabende kommunikation. Men det er først nu, at teknologien kan understøtte visionerne, og det er først nu, at brugerne for alvor er klar til et mere dynamisk internet båret af levende billeder, kommunikation mellem brugerne, interaktive muligheder og integration med forskellige købsmuligheder, siger Tim Frank Andersen.
Tim Frank Andersen er i forvejen bestyrelsesformand og medejer af In2media. Tilbage i 1995 var han med til at starte det webbureau, der senere blev til Framfab, hvor han var en del af den globale ledelsesgruppe frem til 2001. Siden har han været administrerende direktør i medievirksomheden WHERE2GO og arbejdet med tv som blandt andet it-ekspert på Go’ morgen Danmark og vært på tv-programmet “Danmarks Bedste Idé”.
Både Andreas B. Iversen, adm. direktør i In2media og partner i Brandzation og virksomhedens anden partner, Thomas Stokholm, fortsætter med at lede og udvikle Brandzation sammen med Tim Frank Andersen.
- mja