Laudrups kone gav ulovligt lån til bror
Torsdag den 16. december 2010, 06:10
Siw Laudrup brillerer med overskud i sit rejseselskab, som hun driver sammen med sin bror, Glenn Retz. Men revisionen afslører også, at broderen har modtaget et ulovligt lån i firmaet.
Michaels Laudrups kone har været med til at give et ulovligt lån til sin bror, Glenn Retz.
Det fremgår af regnskabsberetningen for selskabet Sne & Snö Skirejser A/S, hvor Siw Laudrups bror, Glenn Retz, er direktør, mens Siw Laudrup selv udgør ledelsen og bestyrelsen af selskabet sammen med sin bror og Kasper Såby Jensen.
Revisionsfirmaet Edelbo skriver således i beretningen om det ulovlige lån:
- Uden at det har påvirket vor konklusion, skal vi oplyse, at selskabet i strid med selskabsloven har ydet lån til selskabets direktør, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar. Lånet til selskabets direktør er indfriet efter balancedagen, skrives der i selskabets beretning.
Hvor stort det nu tilbagebetalte lån har været, fremgår ikke af årsrapporten for Sne & Snö Skirejser A/S.
Læs også på evb.dk:
Pengene fosser ud af Laudrups vinhandel
6 kendte med succes
6 kendte med fiasko
11 kendisser der blev fældet af skattefar
Bortset fra det ulovlige lån går det ellers godt i selve rejseselskabet, som Siw Laudrup er medejer af.
Således leverer Sne & Snö Skirejser A/S et overskud på 175.441 kroner, lidt mindre en forrige års resultat på 267.116 kroner.
Selskabet er da også nogenlunde velpolstret med en egenkapital på over 2,7 millioner kroner.
Et andet selskab, By Retz ApS, som tilbyder unikke events, firmarejser i ind og udland samt fodboldrejser til Spanien, ejer Siw Laudrup også sammen med sin bror og Kasper Såby Jensen.
Dette rejsebureau leverer dog et mindre overskud på beskedne 53.441 kroner efter skat. Dette selskab har ligeledes en beskeden egenkapital på 375.112 kroner.
Læs også på evb.dk:
9 konkursramte kendisser
Fodbold-gudernes fede forretninger
Tilsammen indgår de to selskaber med henholdvis 100 og 33 procent i holdingselskabet Retz Holding A/S, hvor også Siw Laudrup udgør bestyrelsen sammen med Glenn Retz og Peggy Retz.
Holdingselskabet, hvori der indgår overskuddene fra de to andre selskaber, leverer således et overrskud efter skat på 132.100 kroner.
Et markant fald fra forrige år, hvor resultatet lød på 271.621 kroner.
Holdingselskabet har dog stadig en solid egenkapital på over 3,2 millioner kroner.