Dennis Just begyndte som selvstændig vognmand med en enkelt brugt Fiat Ducato. Nu har han 35 last- og varebiler. Erkendelsen af hans egne begrænsninger har banet vejen for hans succes.
3. juni 2011, 06:03
Dennis Justs arbejdsliv begyndte med en skuffelse. For Schlüters kartoffelkur levnede ikke plads til en nyudlært pladesmed, og så måtte Dennis Just resignere og skifte spor. I 1987 kastede han sig derfor over chaufførgerningen som ansat i et lokalt vaskeri i Odense.
Efter 24 år blev skuffelsen vekslet til succes, da han 7. maj i år modtog et trofæ som vinder af Årets Transportvirksomhed 2011 af landets transportminister på Dansk Transport og Logistiks årsmøde og generalforsamling.
Men vejen dertil var lang og kringlet.
Efter nogle år som chauffør for vaskeriet kunne han ikke enes med kørselslederen og på trods af gode argumenter om bedre arbejdsforhold, blev han fyret. Dennis Just begyndte derfor med statens iværksætterydelse – med halv dagpengesats i op til tre år – i 1991 som selvstændig vognmand med en brugt Fiat Ducato i sit nye firma, Aarslev Budcentral. Kunder fandt han ved at køre rundt og tilbyde sin assistance.
På vej mod større lokaler
- Vendepunktet blev, da jeg begyndte at køre med aviser for Fyens Stiftstidende. Det var en eftermiddagsavis dengang, men da det blev en morgenavis, skiftede jeg til natkørsel syv dage om ugen. Det gik fint indtil min gamle arbejdsplads, vaskeriet, tilbød mig en kørselskontrakt om dagen. Jeg bar ikke nag, for det var jo en god forretning at køre for dem. Men 16 timers arbejde var i overkanten – også for min hustru Bettina og min datter Mathilde. Jeg stod således med valget mellem at sige nej til én af delene eller at købe en ekstra bil og hyre en chauffør, siger Dennis Just.
Siden er det blevet til mange nye opgaver, mange nye biler og mange nye ansatte – faktisk 35 biler og 50 medarbejdere. Og som det ser ud nu, er målet en 20 procent vækst om året de næste fem år til 50 biler og 80 mand.
Sidste år flyttede firmaet fra Årslev til Odense og oprettede samtidig et lagerhotel ved navn Odense Logistik Center. Her er de 10.000 kvadratmeter allerede for trange, så nu er planen at flyttet til større lokaler. Hans udlejer, den driftige BIVA-møbelhus grundlægger Henry Johansen, har da også viftet med et tilbud om at bygge et 28.000 kvadratmeter lager på en grund, som Henry Johansen tilfældigvis har i nærheden.
Fra Aps til A/S
I mellemtiden er det også blevet til en række virksomhedsovertagelser – både i forbindelse med konkurs og generationsskifter.
- Jeg var aldrig kommet så langt, hvis jeg ikke havde indset, at jeg ikke havde viden nok til at drive en forretning, der gav overskud. En dag i 2006 fandt jeg ud af, at vi havde travlt, men ikke tjente mange penge. Selv om jeg allerede havde fået eksprespost-selskabet TNT som største kunde. Derfor søgte jeg råd hos økonomiske eksperter i Odense erhvervsråd og fik efterfølgende nedsat et virksomhedsråd indtil jeg i 2009 skiftede fra ApS til A/S og fik en professionel bestyrelse, siger Dennis Just.
Han vil på det kraftigste anbefale igangsættere at have økonomiske eksperter med på sidelinjen. Han tog tillige en ejerleder-uddannelse i 2008 gennem HTS og det netværk, han dér blev en del af, mødes fortsat.
Han har også en projektleder, der tager sig af personalespørgsmål. For han glemmer ikke den dårlige oplevelse som chauffør i vaskeriet.
- Jeg har trappet ned. På et tidspunkt opdagede jeg, at alle opgaver gik gennem mig. Så nu har jeg tre souschefer med hvert sit område, siger Dennis Just.
Den professionelle anskuelse af arbejdet har betydet, at kriseårene gik godt og han kom ud på den anden side uden tab. Lagerhotellet er nu et af landets største af sin art og har et højt sikkerhedsniveau. Han har samtidig fået mange gamle transportkunder til at benytte lageret og omvendt har han fået kunder, der udelukkende benyttede lageret til også at købe transportydelser.




























































