Venturebranchen: Send pengene til iværksætterne

Iværksætterne og vækstvirksomhederne skal have en stor del af de fem milliarder i regeringens nye vækstplan, mener Venturebranchen.

Perspektiverne i regeringens nye vækstplan er lige så store som behovet, mener venturebranchen. Men hurtig handling og de rette værktøjer er afgørende for planens succes.

- Markedet for risikovillig kapital til vækstiværksætterne har været helt tilfrosset på grund af finanskrisen. Paradoksalt nok er det netop dér, Danmark har det største vækst- og velstandspotentiale per investeret krone. Derfor er de umiddelbare perspektiver store i regeringens nye vækstplan med 5 milliarder kroner, hvis vi kan sparke gang i antallet af iværksættere og de små perspektivrige vækst-virksomheder igennem mere risikovillig kapital, siger Gregers Kronborg, ventureformand i Dansk Venturekapital- og Private Equity Forening (DVCA) i en pressemeddelelse.

Bedre vilkår

Store perspektiver er en ting - handling, de rette værktøjer og resultater er noget andet. DVCA er enige i, at pensionsbranchen skal på banen og investere, som regeringen foreslår.

- Men det kræver samme gode investerings - og konkurrencevilkår for både venturebranchen og pensionskasser, hvilket udlandet tilbyder dem. Hvis ikke vilkårene er attraktive, får vi ikke nye venturefonde med risikovillig kapital fra pensionskasser til at investere i flere vækst-iværksættere, siger DVCAs adm. direktør, Jannick Nytoft i meddelelsen.

Han mener, at hvis regeringen skaber de rette rammebetingelser, vil Danmark kunne tiltrække både dansk og udenlandsk kapital og skabe vækst uden at trække på finansloven.

DVCAs forslag til at få flere vækst-iværksættere

DVCA foreslår, at regeringen tager brancheforeningens 10 vækstbud og gør det attraktivt at investere i venturefondes vækst-virksomheder. De ti forslag er:

  1. Danske vækstiværksættere og venturefonde skal have lige konkurrencevilkår med udlandet - bl.a. adgang til lånekapital til vækstiværksættere og venturefonde.
  2. 500 mio. kr. i offentlig kapital til ventureselskaberne – udover Erhvervspakkens 500 mio. kr. i form af fund-of-fund midler.
  3. Negativ selskabsskat for videnstunge virksomheder - i lighed med andre lande.
  4. Bedre rammer for pensionskasser til at investere i venture. Væk med afkastbeskatning og andre regler.
  5. Afskaffelse af iværksætterskatten og ekstraskatten ved ejerandele under 10 %.
  6. Rate- og kapitalpensioner skal bedre understøtte vækstiværksættere.
  7. Flere midler til Proof of Concept og Proof of Business ordningen.
  8. Bedre rammer for brug af optioner og warrants i start-up virksomheder.
  9. Forbedring af forskerskatteordningen ved at belønne danskere, som vælger at skabe nye højværdijobs her i landet i stedet for i udlandet.
  10. Højteknologifonden og Fornyelsesfonden skal hjælpe venturefinansierede portefølje-selskaber, når der er potentiale.

Læs mere om DVCA’s vækstplan her!

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu