Unge satser på ung og hip jobportal

Teenagere og andre unge kan finde deres næste fritidsjob eller en elevplads på et website, som tre unge jyder står bag, og som taler de unges sprog på arbejdsgivernes vegne.

Festivalhjælper, kontorelev, avisbud eller telefonsælger.

Stillinger, som retter sig mod unge, er, hvad det godt et år gamle website xyw.dk byder på. Et website, der har de 13-25-årige som målgruppe, og som derfor også er indrettet til at møde dem i øjenhøjde med karriereprofiler i stedet for støvede cv’er og web-tv om de bejlende arbejdspladser.

Bagmændene er tre 20-årige jyske fyre fra Aalborg, som vil gøre det lettere for unge at finde studie- og fritidsjob eller måske en lære- eller elevplads. Let er det nemlig langt fra altid for de unge at få et overblik over deres muligheder.

Det var i hvert fald den oplevelse, Daniel Birkholm, den ene af de tre partnere, og ophavsmanden til virksomheden, havde. Hans erfaring gav startskuddet til websitet, som siden marts har dækket hele landet.

- Vi syntes, at det var for svært at finde frem til de virksomheder, der søgte, og det skete slet ikke på de unges præmisser, fortæller Daniel Birkholm, der hurtigt fik partnerne Kevin Rebsdorf og Mads Bundgaard med på ideen.

Hvad er jeres idé?

- At skabe en segmenteret jobportal rettet mod de 13-25-årige. Vi udnytter den ung til ung-kommunikation, vi kan skabe, fordi vi selv er i målgruppen, og så lader vi virksomhederne møde de unge igennem de kontaktpunkter, så de kommer i øjenhøjde med de unge. Sitet er bygget op i et ungt sprog og med et ungt design. Eksempler på dette er funktioner som xy-tv - tv på forsiden af xyw.dk - og sitets menu-struktur, som er inspireret fra chatprogrammer. Vi kører konkurrencer, og så markedsfører vi sitet igennem sociale medier som Facebook, så vi er der, hvor målgruppen er, og så de unge gider at komme på jobsitet. Vi har også skabt karriereprofilen, som er en mere hip udgave af cv’et, men som har den samme funktion for virksomhederne.

To segmenter

Hvilket marked vil I ramme?

- Vores jobformidling til unge er delt op i to segmenter; fritidsjob og elevjob. Markedsføringsindsatsen i forhold til de to områder er adskilt, men det er elevpladsdelen, der er mest interessant for os, for der kommer et ryk her til efteråret, hvor virksomhederne lægger budgetter og ser på annonceringsmedier for de elevpladser, der skal slås op i foråret. Den anden del har vi for at samle hele markedet for unge. Vi tror på, at hvis de først har søgt og fundet et job igennem xyw.dk, kommer de igen, når de skal have en elevplads.

Hvordan tjener I penge?

- Virksomhederne betaler for annonceplads eller kampagneløsninger. En kampagne kan være bygget op om markedsføring på sociale medier, som virkelig rammer de unge, eller man kan være med i et indslag på xy-tv om at være ung i virksomheden.

Hvem er jeres konkurrenter?

- Det er naturligvis andre jobportaler, men den primære konkurrence kommer fra andre nicheportaler, som samler elevpladser og job til unge. Men vi differentierer os ved at være i øjenhøjde med brugerne med ung til ung-kommunikation. Vi sætter også billede på, hvem det er, der står bag, så de unge kan se, at det er unge, der står bag. Det mener vi øger troværdigheden.

Hvor stor kapital har I til at løbe forretningen i gang?

- Det er ikke noget, vi har lyst til at kommunikere ud, men det var meget for os som studerende. Men vi tror på ideen, og det er penge, som vi mener, er godt givet ud.

Hvornår budgetterer I med overskud?

- I år. Men det er svært at sige hvor stort, netop fordi vores forretning er meget sæsonpræget.

Hvad er jeres største udfordring lige nu?

- At vi skal have en langt større salgsorganisation, og det udfordrer os økonomisk.

 



Markedet lige nu