Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Udnyt de mange iværksætterpriser

Der dukker flere og flere konkurrencer og priser for iværksættere op, og de kan bruges til at skabe opmærksomhed. Læs hvad tre iværksættere får ud af konkurrencerne.

Stemplet. Som dygtige, idérige og med stort potentiale. Der findes et hav af muligheder for iværksættere for at blive vurderet og målt op imod andre iværksættere - med chancen for at løbe med sejren som den bedste.

Organisationer, virksomheder, medier og iværksættere selv har de senere år etableret masser af nomineringslister, prisuddelinger og innovations­konkurrencer, som har til formål at udnævne de bedste iværksættere. Og der dukker flere og flere op både i Danmark og i udlandet.

For de iværksættere, der finder vej til de fine placeringer, kan det være et særdeles godt afsæt til at skabe synlighed om virksomheden, få udvidet netværket og ikke mindst hente opmærksomhed hos potentielle investorer.

Sådan lyder det blandt andet fra de tre iværksættervirksomheder Queue-it, Issuu og Graduateland, som du kan læse om her på siderne.

Læs om og indstil dig selv:

Er du årets fighter?

Er du Danmarks sejeste iværksætter?

Hos Dansk Iværksætter Forening peger formanden Christian Walther, der er administrerende direktør for ventureselskabet Vidensbanken, også på, at de mange nomineringer og konkurrencer for iværksættere er gode markedsføringsplatforme.

- Hvis du har arbejdet med din virksomhed gennem flere år, giver forretningens udvikling dig bekræftelse i, at det fungerer. Er du iværksætter med et år eller to på bagen, har du ikke fået det skulderklap. Det kan den type konkurrencer give dig - og fungerer som en moralopbygning, lyder det fra Christian Walther.

Samtidig er den type konkurrencer, priser og udnævnelser ifølge Christian Walther også en god måde at hente opmærksomhed hos investorer, fordi man som iværksætter kan vise, at der er et panel, en jury, andre iværksættere eller adskillige kunder, der siger god for dem og deres forretning.

Læs hvad tre iværksættere får ud af nomineringerne herunder:


  • Queue-it: Investorer har fokus på deltagere

Opmærksomheden hos potentielle investorer er en af de afgørende årsager til, at it-iværksættervirksomheden Queue-it vælger at bruge kræfter på at deltage i 

Senest lykkedes det at lande en placering blandt de nominerede til teknologimagasinet Red Herrings liste over de 100 mest lovende teknologivirksomheder i Europa. Og flere af de investorer, som iværksætterne i dag har kontakt til, har netop opdaget dem i forbindelse med den nominering.

- Investorerne følger med i, hvem der bliver nomineret til den type lister for at finde potentielle emner for nye investeringer. En nominering kan være medvirkende til, at man bliver opdaget af dem, ligesom det generelt skaber opmærksomhed på din virksomhed, lyder det fra Camilla Ley Valentin, der er medstifter af Queue-it.

Virksomheden blev etableret i juli 2010 og står bag en såkaldt cloud computing-løsning, der forhindrer nedbrud på overbelastede hjemmesider ved at sende brugere af hjemmesiderne i en virtuel kø.

Queue-it har blandt andet også deltaget i innovationskonkurrencer som IBM’s SmartCamp, it-mediet Comon’s Tech Guld og Seedcamp i København. Der findes ifølge Camilla Ley Valentin et væld af muligheder for at komme i betragtning til forskellige innovationskonkurrencer, nomineringslister og lignende.

Derfor har iværksætterne bag virksomheden brugt en del energi på at undersøge med deres netværk og i investeringskredse, hvilke innovationskonkurrencer, nomineringer og lignende, der bliver holdt mest øje med.

- For tiden har vi mest fokus på udenlandske investorer, fordi investeringsmiljøet herhjemme er meget dårligt lige nu. Så vi arbejder med at gøre os gældende i forhold til konkurrencerne i udlandet. Den næste vi kommer til at kaste vores energi efter at nå, bliver formentlig it-mediet Techchrunch’s lister over start ups, der får meget opmærksomhed i techmiljøet, siger Camilla Ley Valentin.

  • Graduateland: Et afsæt til nyt netværk

Når du som ny virksomhed skal have opbygget et netværk i iværksætterkredse, stifte bekendtskab med personer og virksomheder på tværs af brancher og få mulighed for at møde potentielle investorer, så er innovationskonkurrencerne et godt afsæt. Det oplever Jens Reimer Olesen, som er direktør og stifter af Graduateland, der er en jobportal for studerende, kandidater og virksomheder og organisationer i Europa.

- Det er et rigtig godt bidrag til at blive kendt i iværksætterkredse og få bygget et netværk op, fordi konkurrencerne er mødested for iværksættere i forskellige brancher og for investorer. Du får eksponeret din virksomhed, og hvis du vinder eller kommer langt i konkurrencen, er det en god reference, hvis du skal ud og tale med investorer eller større virksomheder om samarbejde, forklarer Jens Reimer Olesen.

Graduateland har blandt andet tidligere vundet Venture Cup People’s Choice Award 2010, McKinsey & Co. Innovation Awards 2010 og kæmpede sig frem til finalen i tech-mediet ArticStartups’Artic15, hvor de 15 iværksættervirksomheder med største potentiale ud af flere end 100 tilmeldte i slutningen af september dystede om at blive nummer et i en konkurrence, hvor de »pitchede« deres forretningsidé over for presse, investorer og andre iværksættere 15 minutter på en scene. Her lykkedes det iværksættervirksomheden at vinde den såkaldte "public vote", som er prisen til den virksomhed, flest deltagere stemte på til arrangementet. 

Netop sådan en event kræver ifølge Jens Reimer Olesen, at virksomheden er klar til at afsætte en del ressourcer både til at udforme ansøgningen til konkurrencen og herefter til at gennemarbejde en præsentation, hvilket hurtigt kan sluge nogle arbejdsdage.

- Til gengæld får du rigtig meget igen, når du deltager. Vi føler, at det er en rigtig god investering, selvom den ikke giver afkast direkte på bundlinjen. Den ser du på længere sigt. Vi er aldrig kommet hjem fra en konkurrence, uden vi har en masse nye gode råd eller nye kontakter med hjem derfra, siger Jens Reimer Olesen.

  • Issuu: Andre taler din sag

Da Time.com i 2009 placerer den sociale publiceringsplatform Issuu.com på den årlige liste over de 50 bedste hjemmesider, giver det masser af opmærksomhed til den danske iværksættervirksomhed. Issuu er ellers primært vant til at blive omtalt i internationale teknologifokuserede medier, men lander nu også i spalterne i de danske medier og bliver omtalt som magasinbranchens svar på Youtube.

Virksomheden, der blev etableret i 2006, har flere gange være nomineret til forskellige priser som blandt andre SIME/Media Momentum award som en af de 25 virksomheder med mest lovende potentiale i den nordiske internetøkonomi.

Det har ifølge Mik Strøyberg, salgs- og marketingchef hos Issuu, en høj værdi, fordi det øger kendskabet omkring virksomheden og giver anerkendelse.

- Hvis du ikke selv behøver tale om dig selv og dine produkter, men lader andre bære budskabet, er det langt den bedste måde at markedsføre din virksomhed på. Det er mere reelt, og det gør en forskel i forhold til kontakten med investorer og samarbejdspartnere, siger Mik Strøyberg.

Derfor fremhæver han i høj grad de typer nomineringer, der bygger på brugernes stemmer, som mere værdifulde end at blive vurderet af eksempelvis et ekspertpanel, hvor man deltager i en lukket konkurrence. Derfor vælger Issuu da heller ikke at deltage i konkurrencer, hvor virksomhederne selv skal melde sig til og betale for det.

- Det betyder naturligvis, at du skal opdages. Men selv om du ikke selv direkte kan tilmelde dig til nomineringen, kan du alligevel arbejde på at blive set og gøre dig gældende – eksempelvis gennem dit netværk og ikke mindst ved at lade dit produkt tale gennem dine brugeres tilfredshed, lyder det fra Mik Strøyberg, der generelt fremhæver denne type for styrkelse af en virksomheds synlighed og omdømme frem for at investere store summer i markedsføringskampagner, fordi det dermed er produktet og teknologien, der taler for virksomheden og ikke størrelsen af markedsføringsbudgettet.

 




Markedet lige nu