Prisen til årets »Q-iværksætter« blev i går uddelt til en kvindelig iværksætter med anden etnisk baggrund end dansk. Hele projektet bag prisen har sat fokus på et ellers overset potentiale til at fremme dansk vækst.
16. marts 2010, 06:31
Lykønskningerne fløj i alle retningen, da prisen »Q-iværksætter« i går blev uddelt til en kvindelig iværksætter med anden etnisk baggrund end dansk. Hele festsalen på Københavns Rådhus bar præg af den stolthed, hvormed kvinderne ved hver deres stand forklarede og fremviste materiale fra deres virksomhed. Alt dette under store plakater med teksten »Dream it - do it«.
Men selv om de ti kvinder, der til slut var med i opløbet om prisen, alle følte sig som vindere, var der kun én, der kunne vinde den officielle præmie og en check på 20.000 kroner.
Et spark bagi
Vinderen blev Kerli Kant Hvass, der med sin virksomhed RE5 løb med prisen som årets Q-iværksætter.
RE5 er en værdidrevet tøjbutik, der re-designer brugt tøj. Dommerne lagde især vægt på, at det er nyskabende og forretningsmæssigt helt oppe i tiden. Selv var vinderen utrolig glad.
- Jeg har fået en masse positiv feedback og et stort klap på skulderen, og det giver mig energi til at fortsætte, siger Kerli Kant Hvass.
Sammen med over 300 andre udenlandske kvinder meldte hun sig for lidt over et år siden til projektet »Kom i gang for q-iværksættere« og afleverede sammen med 20 andre kvinder en færdig forretningsplan.
- Jeg havde gået med ideen i over fire år, så da jeg hørte om det her projekt, var det lige det skub, jeg havde brug for til at lave en forretningsplan og komme i gang, siger Kerli Kant Hvass.
Projektet er sat i gang af Københavns Erhvervscenter med støtte fra Integrationsministeriet.
Jakob Brandt er erhvervschef i Københavns Erhvervscenter, og han tror også, at især kvinderne har brug for et lille skub for at komme i gang.
Sikrer fremtidig vækst
- Kvinder er ikke lige så gode til at få sparket døren ind, som mænd er. Derfor giver vi kvinderne en hjælpende hånd, nogle værkstøjer og en tro på sig selv om, at det her det kan de godt, sige Jakob Brandt.
Prisen blev overrakt af Københavns overborgmester, Frank Jensen (A), der er glad for, at der er blevet sat fokus på at hjælpe de udenlandske kvindelige iværksættere.
- De her små iværksættervirksomheder kan være det, der skaber en ny baggrund for vækst her i København, og så er det vigtigt, at vi skaber nogle gode rammer for iværksætterne. Hver gang vi kan være med til at realisere en drøm, så er der skabt noget unikt, siger Frank Jensen, der ikke synes, at København tidligere har været god nok til at sikre sig den udenlandske arbejdskraft, der er i landet.
Frank Jensen vil bestræbe sig på, at hovedstaden fremadrettet bliver bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og internationale eksperter.




























































