Tivoli og Arp-Hansen Hotel Group har i dag indgået et strategisk samarbejde om etableringen af et nyt tematiseret hotel, Tivoli Hotel, på ca. 400 værelser, oplyser Tivoli.
15. april 2008, 17:07 – opdateret 15. maj 2012, 01:45
Hotellet åbner sammen med Københavns nye kongrescenter, Tivoli Congress Center, Downtown Copenhagen, ultimo 2010 på Kalvebod Brygge.
Såvel hotel som kongrescenter opføres, ejes og drives af Arp-Hansen Hotel Group.
Samarbejdet forventes at indbringe Tivoli licensindtægter i størrelsesordenen 2-4 mio.kr. årligt. Hertil kommer fra hotellets åbning øgede entreindtægter og formidlingsprovision. Aftalen er eksklusiv inden for mid-marked hotelsegmentet og løber i 20 år fra hotellets åbning.
Hotellets profil er rettet mod både forretningsgæsterne og familiesegmentet og giver samtidigt et godt afsæt til Arp-Hansen Hotel Group's plan om at tilføre København et nyt stort kongrescenter.
"Tivoli har gennem mange år ønsket at udvide sine forretningsområder inden for turisme-værdikæden. Og et Tivoli-hotel i familieklassen ligger godt i forlængelse af vores strategi om at bevæge Tivoli fra at være en sæsonvirksomhed til en helårsvirksomhed med flere forskellige ind-tægtsstrømme. Tivoli åbner dette forår i samarbejde med Løgismose det første hotel med 13 luk-sussuiter i Nimb. Det bringer os lidt ad vejen - primært i den eksklusive del af skalaen. Aftalen med Arp-Hansen rykker os et stort skridt i forhold til familie- og forretningssegmentet med en hotel-partner, som er kendt for høj kvalitet og god service," siger Tivolis adm. direktør Lars Liebst.






























































