2. september 2010, 09:38

STOCKHOLM: »Anders Borg tager aldrig fejl!«, lød det kontante svar fra den svenske statsminister Reinfeldt, da en journalist forleden påpegede en mulig brøler i det borgerlige valgmanifest.

Og samler man de superlativer, som kolleger og eksperter bruger om finansministeren med den karakteristiske hestehale og ringen i venstre øre, fristes man næsten til at tro det skråsikre udsagn.

Er der et punkt, hvor selv oppositionen har svært ved at sætte en finger på regeringens resultater, så er det på det finanspolitiske område, hvor stort ingen europæiske lande kan macthe Sveriges håndtering af finanskrisen.

Anders Borg var ellers et ubeskrevet blad, da Reinfeldt i 2006 forfremmede ham fra Moderaternas cheføkonom til finansminister, og han fik tilmed en uheldig start, da han som en af flere ministre måtte erkende at have hyret »sort« arbejdskraft. Det passede fint med rygterne om en mand fra det ekstreme, nyliberale miljø, der helst ville udslette velfærdsstaten, men i modsætning til flere af sine nyudnævnte kolleger »overlevede« han medietrykket.

Skæv personlighed

Mange tvivlede dog fortsat på hans langtidsholdbarhed. Måske virkede det bare forkert med en finansminister, der gik i T-shirts, lyttede til Ozzy Osbourne og fortalte om marihuanaoplevelser.

Men i valgperiodens løb er hans skæve personlighed blevet hans styrke. Hans bramfrie angreb på bankcheferne under finanskrisen gjorde ham til en helt i langt størstedelen af befolkningen.

Selv betonsocialdemokrater har svært ved at hade manden med de runde briller, de livlige øjne, den rappe kæft og den selvsikre og uhøjtidelige facon er gået hånd i hånd med et ry for at være en arbejdsnarkoman med en faktaviden, der har ført til øgenavnet »Rainman«.

»Forskningen viser,« er en favoritsætning, og vandrehistorien lyder, at »han matematisk kan regne ud, hvor lykkelig du er,« som en moderat har fortalt Aftonbladet.

Der er på den anden side dem, der mener, at Borgs stil og fremtræden har sløret, hvem han egentlig er – selvom han har sænket skatterne med 100 milliarder kroner på fire år, og at det kun er et spørgsmål om tid, før folk genopdager den nyliberale anarkist.

»Man ved ikke altid, om det er politikeren eller finansministeren, der udtaler sig. Akademiske økonomer ser ham måske mest som politiker,« som nationaløkonom ved Lunds Universitet, Andreas Bergh, har sagt til DN.

Stor styrke

Der er dog ingen, der længere betvivler Anders Borgs styrke. Finansministeren er arkitekten bag regerings- alliancens »arbejdslinje«, der står i centrum i valgkampen.

I denne periode har man – ud over at sænke skatten – blandt andet hævet SUen for folk, der vælger jobsikre brancher, indført fradrag for »husholdsnære tjenester«, og trods finanskrisen og stigende arbejdsløshedskurve, der dog allerede er knækket, er der 100.000 flere svenskere i arbejde i dag end i 2006.

Nu vil man give ældre »ret« til at blive længere på arbejdsmarkedet, indføre lærlingestillinger og sænke momsen i restaurationsbranchen for at få flere unge og indvandrere i arbejde.

Anders Borgs fald kan blive, mener skeptikerne, at han kan blive så »besat« af en idé, at det kan tage overhånd.

For eksempel har en reform af sygedagpengereglerne godt nok fået tusinder tilbage i arbejde, men samtidig har medierne været fyldt med kræftsyge, der er røget på kontanthjælp eller åbenlyst fejlagtigt er tvunget i arbejde.

Samtidig er tusinder af unge under finanskrisen blevet fanget i et tomrum, fordi regeringen har forbudt kommunerne at aktivere eller sende de unge i uddannelse inden for de første 100 dage.

»Der er måske nogle reformer, vi skulle have gennemført lidt langsommere. Man er jo nødt til at arbejde hurtigt, når man kun sidder fire år ad gangen,« siger han til Berlingske Tidende.

Så jo, måske tager selv Anders Borg fejl, men han har i hvert fald sin store del af æren, hvis de borgerlige opnår et historisk genvalg.